Mød Ulsted-drengene i Fjernsynsfabrikken
Foto: Ingrid Buch
Mogens Jørgensen og Torben 'Tubs' deler badges ud og slår et slag for Fjernsynsfabrikken på Nibe Festival
Ulsted-drengene står i Colorbaren når der lørdag aften er Happy hour for sidste gang på Fjernsynsfabrikken.
Når TV2 Nord i aften blænder op for det sidste program fra Fjernsynsfabrikken på årets Nibe Festival bliver det med spillere fra Ulsteds serie 6-hold i baren. Også Mogens Jørgensen, der har været med til at tilrettelægge programmerne om Nordjyllands dårligste fodboldhold er at finde i baren.
- Vi glæder os, men lige nu vil jeg også gerne have en fadøl, siger Martin "Hvide" Jensen, der blev kendt i programmerne som holdets fandenivoldske målmand, der gav sig selv 120 procent i hver kamp - med brækkede næser og trykkede ribben til følge.
Det er lørdag aften klokken 19.45, at TV2 Nord sender dette års sidste udsendelse fra Fjernsynsfabrikken. Det bliver en udsendelse, hvor du blandt andre også kan møde folkene bag satirekonceptet "Nyt fra Jylland", 90'er-legenderne Østkyst Hustlers, partybandet The Powls og evigt aktuelle Gnags. Og så kommer festivalleder Peter Møller Madsen og gør status over årets festival.
Værterne Robert Bedsted og Anne Kejser venter bare på at give den gas, og især Robert her forventninger til et af de bands, der kommer for at optræde live i Fjernsynsfabrikken.
- Jeg er tæt på at være verdens største fan af Østkyst Hustlers, så jeg glæder mig som et lille barn, siger Robert Bedsted.