Misforståelse har fået unge skatere til tasterne: - Det skal bare ikke ske!
De unge skatere i Vejgaard frygter, at de mister deres skatehal og tager kampen op med Aalborg Kommune.
En ny byudviklingsplan for Vejgaard skaber frygt hos brugerne af Skatehallen i Vejgaard.
I planen skal området, som skatehallen ligger i, udlægges til boliger – uden at der er nævnt noget om skateramperne.
Derfor har en gruppe unge skatere skrevet høringssvar, kontaktet borgmesteren og ringet til flere andre politikere i et forsøg på at redde deres sted.
- Det betyder vanvittig meget for os, og vi mangler en hal, hvis det her bliver fjernet, så det skal bare ikke ske, siger Bertram Hegaard Handeland.
- Der er mange, der lander deres første trick her på skateboard, løbehjul og så videre. Det er derfor, vi kan ikke bare lade dem rive den ned, lyder det fra Elliot Mosbech Lab.
Hallen har ligget på Øster Sundby Vej i mere end 30 år og har flere hundrede brugere. I tilfælde af en lukning er nærmeste indendørs tilbud i Skive – 100 kilometer væk.
- Det er der, jeg stiller mig selv spørgsmålet: Er det meningen, at vi skal køre 100 kilometer, hver gang vi skal ud at skate? Det er der ingen, der har pengene til eller forældre, der gider at køre efter, påpeger Elliot Mosbech Lab.
En misforståelse
Hos By & Land har man bemærket den store interesse fra skaterne. Ifølge Rådmand i By & Land Jan Nymark Rose Thaysen er der dog tale om en misforståelse.
I stedet er planen nemlig, at der på sigt kan etableres ældreboliger på et grønt areal lidt længere oppe ad bakken.
Udstykningen på det grønne areal skal være med til at finansiere en ny kunstgræsbane til Vejgaard Boldspilsklub.
- Der er ikke nogen intentioner om at fjerne skatehallen eller rive nogen bygninger ned i hvert fald, siger Jan Nymark Rose Thaysen (V) og roser de unge for at engagere sig i demokratiet.
- Det er en unødig bekymring, der er skabt, det er jo fordi, vi ikke har været skarpe nok. Vi har gerne ville placere det her projekt derinde. I forhold til parkering og vejadgang skulle vi prøve planlægningsmæssigt at sikre det ved at inkludere arealerne ved siden af, lyder det fra rådmanden.
Selvom rådmanden er meget klar i spyttet, er der fortsat bekymring hos drengene i skatehallen.
- Vi håber selvfølgelig, at de taler sandt, hvis de ikke gør, så håber jeg, de stiller noget andet til rådighed for os. Man kan ikke ødelægge sådan noget her. Det er en sport, og det er en livsstil ved siden af, slutter Bertram Hegaard Handeland.