Minister vil flytte tilsyn med dagtilbud: - Kig mod Aalborg i stedet
Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix
Rådmand i Aalborg inviterer børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til at besøge Aalborg for at se kommunens tilsyn med dagtilbud.
Se på de kommuner, hvor tilsyn med dagtilbud fungerer, fremfor at bygge helt nye tilsynsenheder op. Sådan lyder beskeden fra rådmand Nuuradiin S. Hussein i Aalborg Kommune til børne-og undervisningsministeren.
- Lige som ministeren er vi i Aalborg optaget af at sikre kvalitet i vores dagtilbud. Vi skal have sikkerhed for, at børnene ikke bare trives, men også udvikler sig sprogligt, motorisk og socialt. Derfor har vi i Aalborg oprettet en særlig central tilsynsenhed, forklarer vikariende familie- og beskæftigelsesrådmand Nuuradiin S. Hussein, Aalborg Kommune.
Baggrunden er, at en undersøgelse foretaget af FOA sætter alvorligt spørgsmålstegn ved kvaliteten af det tilsyn, som kommunerne fører med dagtilbuddene.
Nye enheder kan være på vej
Ifølge flere medier overvejer Pernille Rosenkrantz-Theil (S) at flytte tilsynet med dagtilbuddene væk fra den enkelte kommune. I stedet har hun talt om en mulighed for at placere det i nye mellemkommunale enheder eller i en statslig myndighed.
Derfor opfordrer Rådmand Nuuradiin S. Hussein, Aalborg ministeren til at tage udgangspunkt i erfaringerne fra de kommuner, hvor tilsynet fungerer fremfor at bygge helt nye enheder op:
- I Aalborg har vi flyttet tilsynet til en særlig enhed. Samtidig har vi systematiseret og skærpet tilsynsbesøgene fagligt. Vi har allerede haft besøg af både KL og andre kommuner, der vil høre om vores erfaringer. Så derfor har jeg inviteret ministeren til Aalborg, så hun også får indblik i, hvordan vores tilsyn fungerer, siger han.
Flere uanmeldte besøg
Ifølge leder af Aalborg Kommunes tilsynsenhed, Dorte Hyttel Alrø, har Aalborg Kommune ikke bare sat antallet af tilsyn op i forhold til tidligere. Kommunen har også systematisk forsøgt at udvikle den faglige kvalitet i det enkelte tilsyn.
- Helt i tråd med ministerens ønsker foretager vi netop uanmeldte tilsyn. Her bruger vi en særlig observationsmodel, hvor vi ser på samspillet mellem voksne og børn - men også samspillet mellem børnene indbyrdes. Det er denne observation, som er grundlaget i tilsynet og i den efterfølgende dialog med dagtilbuddet, forklarer Dorte Hyttel Alrø.
Det er ifølge hende vigtigt at kunne give leder og personale præcise pædagogiske tilbagemeldinger på tilsynet. Det er en forudsætning for, at tilsynet kan bidrage til at løfte kvaliteten i den enkelte daginstitution.
Det er en væsentlig pointe, forklarer rådmand Nuuradiin S. Hussein, at tilsyn ikke må ses som noget isoleret eller svaret på alt.
- Tilsyn kan ikke stå alene. Det bliver bare en sovepude. I sidste ende er kvalitet i dagtilbud udtryk for, at ledelsen er tæt på og følger den daglige praksis. På samme måde som vi skal inddrage forældre og forældrebestyrelser i arbejdet, siger Nuuradiin S. Hussein.