Millioner til forskning i øjensygdom
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Professor på Aalborg Universitetshospital er med i storstilet forskningsprojekt i alderspletter på nethinden.
Patienter med øjensygdommen AMD, der giver alderspletter på nethinden, kan måske i fremtiden blive behandlet mere effektivt.
I hvert fald skal et stort projekt kaste lys over nye muligheder for forebyggelse og behandling.
En national forskergruppe med fire eksperter indenfor området har fået 12,5 millioner kroner fra VELUX FONDEN til øjenforskning med særligt fokus på AMD, som er den hyppigste årsag til nedsat syn hos mennesker over 50-60 år.
En af forskerne er Henrik Vorum, der er professor i øjensygdomme ved Aalborg Universitetshospital.
- Vi skal i forskergruppen arbejde på at forhindre udviklingen af sygdommen, så normalsynet bevares. Det vil øge livskvaliteten hos rigtig mange mennesker, som ellers ville have svært ved at læse og se tv, køre bil og genkende ansigter. Er man rigtig uheldig kan man endda miste synet, siger Henrik Vorum.
Det vil øge livskvaliteten hos rigtig mange mennesker.
Henrik Vorum, professor i øjensygdomme, Aalborg UH
Gennem de seneste 10 år har forskerne belyst, hvordan forandringer i blodet kan kobles sammen med forandringer i øjet.
I det nye forskningsprojekt vil fokus være på at undersøge patienter med forskellige stadier af sygdommen samt hvordan behandlingerne virker, for derefter at sammenholde disse med forandringer i blodet.
- Vi forventer at komme endnu tættere på at afdække, hvilke forandringer i immunsystemet der kan forudsige udvikling af AMD, og hvilken effekt forskellige behandlinger har. Det, håber vi, kan føre til bedre forebyggelse og behandling af den enkelte patient via stoffer, der påvirker immunsystemet, siger Henrik Vorum.
I Danmark lever cirka 50.000 mennesker med alderspletter på nethinden. Et tal, der forventes at være fordoblet i 2040.