Milliardær afgiver formandspost hos Aalborg Håndbold: Coolshop-stifter tager over
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Milliardæren Eigild B. Christensen overdrager også en del af sit ejerskab af klubben.
Den stenrige Eigild B. Christensen vil fra 1. november ikke længere være bestyrelsesformand i Aalborg Håndbold. Det vil en anden rigmand i stedet.
Coolshop-stifteren Mark Nielsen vil i stedet træde ind i Eigilds sted som formand.
Skiftet sker efter aftale med Eigild, der også vil overdrage dele af sit ejerskab af klubben til den nye formand, så de vil være ligeværdige ejere af klubben.
Det skriver Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.
Eigild B. Christensen, der har haft majoritetsandelen af ejerskabet og rollen som bestyrelsesformand siden klubbens stiftelse i 2011, vil fortsat være bestyrelsesmedlem i Aalborg Håndbold.
- Det har været en spændende rejse at være en del af Aalborg Håndbolds udvikling fra de første skridt i 2011 til i dag at være en af verdens førende håndboldklubber, indleder Eigild B. Christensen.
- Men nu er tiden moden til at lade nye kræfter tage over, og jeg er utrolig glad for, at Mark har sagt ja til at påtage sig formandsposten.
Den kommende bestyrelsesformand glæder sig til sin nye rolle.
- Siden jeg blev en del af ejerkredsen i 2018, har mit engagement i Aalborg Håndbold kun vokset sig stærkere. Selvom vi allerede har markeret os med syv danske mesterskaber, stræber vi efter et endnu større mål: At blive verdens bedste håndboldklub - både på og uden for banen, lyder det fra Mark Nielsen.
Den nuværende ejerkreds med de to førnævnte og Jan Larsen vil fortsat arbejde tæt sammen om klubbens videre udvikling, lyder det fra Aalborg Håndbold.