Mikkel ser Vingegaard vinde Tour de France på storskærm: Det er monsterfedt
Flere familier var mødt op Plads i Aalborg, hvor der var sat storskærm op, så alle, der ville, kunne se Tour de France.
På C.W. Obels Plads i Aalborg sidder 8-årige Mikkel Rask Pedersen klar med resten af familien.
Klædt i gule t-shirts med cykler på brystet er de helt klar til at følge Jonas Vingegaards sidste kilometer mod karrierens største triumf, når han vinder Tour de France.
- Det er monsterfedt, fordi han er gået fra at cykle i en klub til at vinde Tour de France, siger Mikkel Rask Pedersen.
Stolt af alle danskerne
Katrine Rask Pedersen er også med til storskærmsarrangementet med resten af familien, og hun synes, at Tour de France har været spændende at følge i år.
- Ekstra meget i år, fordi danskerne har været ekstra gode, siger hun.
Begejstringen er enstemmigt for de andre deltagere på C.W. Obels Plads.
- Det har været en stor fornøjelse, og jeg har prøvet at se alt det, jeg kunne, når jeg ikke skulle arbejde, og så har det været dejligt at følge med, siger Bo Østerlin.
- Og de har jo gjort det godt, alle vores danskere, så det har været helt fantastisk.
Med fra starten
Tine Koch Pedersen var i København, da man kun turde drømme om, at Jonas Vingegaard kunne ende med at køre i Paris med den gule trøje på.
Og hele Tour de France-showet har da også givet Tine Koch Pedersen lyst til at følge mere med i cykling, men også mod på lidt mere tid på landevejen selv.
- Jeg kunne godt tænke mig at cykle mere også, for det er også fedt at dyrke motion i et fællesskab, siger hun.