Mikkel Hansen er klar til hjemmebanedebut
Mikkel Hansen kom den 22. august til Aalborg, hvor han havde første arbejdsdag for sin nye nordjyske klub.
Lørdag går det igen løs for Aalborg Håndbold i herrernes bedste håndboldliga, og efter en skadespause er én af verdens bedste håndboldspillere med.
- Jeg glæder mig.
Sådan lød det fra hovedpersonen selv, efter fredagens træning i Aalborg Håndbold var overstået.
Set ud fra fredagens træning, så Mikkel Hansen skarp ud og klar til løbe ind i Sparekassen Danmarks Arena klokken 16.10 lørdag eftermiddag til sæsonens første hjemmekamp mod Nordsjælland Håndbold.
- Ja ja, lad os nu se hvor meget det bliver til, siger Mikkel Hansen og fortsætter:
- Jeg har trods alt ikke spillet kamp i lang tid og ikke trænet så meget.
Tidligere end forventet
Mikkel Hansen fik en blodprop i knæet for knap seks måneder siden, og det var altså ikke planen fra hovedpersonen selv eller lægerne, der behandlede ham, at han allerede nu skulle i aktion.
Man havde først regnet med at se bagspilleren på banen om tre til fire uger, men behandlingen med blodfortyndende medicin har været så effektiv, at lægerne har sagt god for, at Mikkel Hansen kan få debut tidligere end forventet.
Jeg glæder til at opleve opbakningen i hallen
Mikkel Hansen
Det glæder selvfølgelig cheftræner for Aalborg Håndbold, Stefan Madsen, som også lover, at der bliver spilletid til Mikkel Hansen lørdag eftermiddag.
- Selvfølgelig bliver der spilletid til Mikkel Hansen i morgen, siger han og fortsætter:
- Selvom der mangler lidt med timingen, så kommer han på banen.
Under alle omstændigheder bliver det en styrkelse at få en Mikkel Hansen med i en trup, der er bred i forvejen, og Stefan Madsen forventer, at holdet presser på i samtlige 60 minutter.
Ser frem til opbakningen
Til fredagens træning var Mikkel Hansen fit for fight og spillede med på fuld damp som de øvrige spillere.
Hovedperson selv ser frem til at spille for de mange fans, der normalt møder trofast op til Aalborg Håndbolds kampe.
- Jeg glæder til at opleve opbakningen i hallen. Jeg har spillet heroppe som modstander og set, hvor stort et pres man kan lægge på et udehold, så jeg glæder mig til at spille som hjemmehold, siger Mikkel Hansen.
Nordsjælland Håndbold endte sidste sæson på en 10. plads, hvor Aalborg Håndbold måtte nøjes med sølvmedaljer. De to møder hinanden lørdag klokken 16.10, og kampen sendes direkte på TV 2.