Mikkel fandt blødende mand foran hospital: - Vi kan ikke hjælpe - du må ringe 112
Foto: Michael Schmidt
Et ungt par fandt en bevidstløs mand få meter fra Aalborg Universitetshospital, men da de ville hente hjælp på hospitalet, blev de bedt om at ringe 112.
Da Mikkel Bøgelund og hans kæreste onsdag aften ved 18-tiden var på vej hjem fra Aalborg Universitetshospital, opdager de en bevidstløs mand, der ligger på fortovet klos op ad Sygehus Syd.
- Med det samme vi kommer derhen, kan vi se, at der er blod hele vejen ned på vejen, så der var rigtig meget blod, forklarer Mikkel Bøgelund om hændelsen.
Manden, der ligger på fortovet har slået hovedet, og han bløder kraftigt. Derfor søger kæresteparret hjælp ved indgangen til sygehuset akutmodtagelse, hvor ambulancerne holder til.
- Vi ser, der sidder en ambulancemand indenfor i en ambulance, hvor jeg så siger til ham, at der ligger en hernede, der bløder meget ud af hovedet, fortæller Mikkel Bøgelund.
Men reaktionen fra ambulanceredderen er, at Mikkel Bøgelund og hans kæreste må ringe 112.
Derfor ringer Mikkel Bøgelunds kæreste til 112, mens hun sidder hos den tilskadekomne mand, og samtidig løber Mikkel Bøgelund selv efter hjælp i Lægevagten.
- Så siger jeg til dem, at der sker noget ude foran. Der ligger en mand, der bløder rigtigt meget ud af hovedet, og der siger de det samme: jeg må ringe 112, siger Mikkel Bøgelund, hvis bror har delt oplevelsen på Facebook.
Hjælpen ankommer – men forstår ikke personales reaktion
Efter noget tid kommer personale fra akutmodtagelsen Mikkel Bøgelund og hans kæreste til undsætning. Men Mikkel Bøgelund er alligevel forundret over reaktionen fra personale tilknyttet Aalborg Universitetshospital, da han spurgte efter hjælp.
- Jeg tænker, at der er noget fuldstændig galt med systemet. De mennesker, jeg tog fat i, at de ikke reagerer anderledes eller sender hjælp til mig. Men at det er mig selv, der skal gøre alt, lyder det fra Mikkel Bøgelund.
Som reaktion på den manglende umiddelbare reaktion fra ambulanceredderen lyder det i et skriftligt svar fra Falck, der varetager regionens ambulancetjeneste:
”I tidsrummet for omtalte hændelse var der 2 ambulancer ved akutmodtagelsen. En ambulance ankom kl. 18:03, mens en anden ankom 18:08. Begge ambulancer havde efter ankomsten travlt med behandlinger og håndtering af de indbragte patienter og var således allerede i gang med yde hjælp til alvorligt syge borgere.”
Hele den skriftlige kommentar fra Den Præhospitale Virksomhed og Falck Danmark:
"Det er altid udgangspunktet, at der ved akut opstået, livstruende sygdom, skal ringes 112. Det sikrer de rette ressourcer på rette sted på rette tidspunkt. AMK-vagtcentralen i regionen har et omfattende overblik over de tilgængelige ressourcer, og AMK-vagtcentralens personale ved meget hurtigt, hvilken hjælp der er den rette at sende.
I forhold til den konkrete hændelse kan Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland og Falck Danmark oplyse, at der klokken 18.10 blev modtaget et 112-opkald, der svarer til det af pressen omtalte alarmopkald. Klokken 18.16 ankom ambulancen til adressen, men ambulancepersonalet konstaterede, at der ikke var nogen patient eller indringer til stede, hvorfor kørslen blev aflyst igen.
I tidsrummet for omtalte hændelse var der 2 ambulancer ved akutmodtagelsen. En ambulance ankom kl. 18:03, mens en anden ankom 18:08. Begge ambulancer havde efter ankomsten travlt med behandlinger og håndtering af de indbragte patienter og var således allerede i gang med yde hjælp til alvorligt syge borgere."
Overlæge: Travlhed og henvendelse forkerte sted
Den ledende overlæge for Akut- og Traumecenter på Aalborg Universitetshospital, Jørn Møller, understreger, at Lægevagten og Akutmodtagelsen ikke hører sammen. Og at der først kom hjælp fra Akutmodtagelsen efter noget tid skyldtes travlhed.
- Jeg kan jo ikke sige, hvad de har sagt i lægevagten, hvor man har henvendt sig. Vi håber, at vi (Akutmodtagelsen, red.) havde givet et andet svar. Og det, at vi går ud og leder efter patienten, viser også, at vi bekymrer os om vores patienter, siger Jørn Møller.
Hvorfor skal man ringe 112, når patienten ligger klos op ad sygehuset?
- Som det var tilfældet onsdag aften, så var der travlt herinde, og der vil det ofte være sådan, at det vil være svært for os at frigive personale. På trods af at der var meget, meget travlt herinde, så er der altså to fra vores personalegruppe, som vælger at gå ud at lede efter patienten, siger Jørn Møller.
Anerkender travlhed
Mikkel Bøgelund vurderer, at der gå omkring 15 minutter, fra han og kæresten finder den tilskadekomne mand, til at der kommer hjælp fra Akutmodtagelsen. I mellemtiden har han og kæresten spurgt om hjælp hos henholdsvis en ambulanceredder og i Lægevagten på hospitalet og samtidig ringet 112.
Du får den hjælp, som du efterspørger. Var det ikke godt nok?
- Det synes jeg ikke. Jeg synes, det tager alt for lang tid. Og det er lige herinde, hvor det hele skal ske, siger Mikkel Bøgelund, mens han peger på sygehuset bag sig.
Jeg tænker, at der er noget fuldstændig galt med systemet. De mennesker, jeg tog fat i, at de ikke reagerer anderledes eller sender hjælp til mig. Men at det er mig selv, der skal gøre alt.
Mikkel Bøgelund
Mikkel Bøgelund anerkender, at sygehusets personale kan have travlt med andre patienter, men han havde håbet, at personalet kunne finde en ledig medarbejder, der kunne hjælpe.
Det lyder dog fra Aalborg Universitetshospital, at man altid skal ringe 112 i en lignende situation – uanset hvor man befinder sig.
- Hvis man er i en situation, hvor der pludselig sker noget uventet, så ring altid 112, siger Jørn Møller.
Svaret bakkes op af det skriftlige svar fra Falck:
”Det er altid udgangspunktet, at der ved akut opstået, livstruende sygdom, skal ringes 112. Det sikrer de rette ressourcer på rette sted på rette tidspunkt. AMK-vagtcentralen i regionen har et omfattende overblik over de tilgængelige ressourcer, og AMK-vagtcentralens personale ved meget hurtigt, hvilken hjælp der er den rette at sende.”
Og det budskab vil Mikkel Bøgelund og hans kæreste nu tage til efterretning.
- Vi skulle nok have ringet 112 med det samme, da vi så ham, men vi var simpelthen i chok der.
- Hvis vi ringede 112, så tænkte vi bare, at der ville være ventetid. Derfor tænkte vi, at hvis vi kunne få fat i nogle hurtigt, så ville det være bedre, siger Mikkel Bøgelund, der kalder løsningen den mest logiske.