Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Midt i stor pokalrus står AaB overfor svær og vigtig kamp

Foto: Mogens Jørgensen

Fredagens kamp fløjtes i gang klokken 19.00 i Odense.

Midt i billetsalg og pokalglæde viser hverdagen sig igen for AaB. 

Fredag skal nordjyderne nemlig spille mod OB på udebane, og det kan ende med at være en utrolig vigtig kamp for aalborgenserne i deres kamp for overlevelse i Superligaen. 

- Vi har haft det svært mod OB, så det bliver en svær kamp, men jeg synes, at den kvalitet og energi, som vi har brugt i de to seneste kampe, har bevist, at vi har gode chancer for at få tre point i Odense fredag, selvom det er et svært sted at spille, pointerer Nicklas Helenius. 

Se hele interviewet med Nicklas Helenius herunder: 

Foto: Morgens Jørgensen

Skader og skavanker

AaB gjorde sig selv en stor tjeneste, da man søndag vandt med 4-0 over AC Horsens, som nordjyderne kæmper med i bunden af tabellen. Dermed er horsensianerne blot et point foran aalborgenserne forud for fredagens opgør.  

Men midt i glæden over at kvalificere sig til dette års pokalfinale og søndagens sejr over Horsens, har en lille sort sky fundet vej over træningsanlægget på Hornevej. 

Flere spillere døjer nemlig med skader og skavanker. Tirsdag meldte AaB ud, at Kristoffer Pallesen er ude på ubestemt tid, efter han i søndagens sejr pådrog sig en overrevet akillessene, der resulterede i operation mandag. 

- Det er desværre en del af fodbold. Kristoffer Pallesen har lavet et flot indhop, og det er utrolig synd for ham, at han har fået så slem en skade, men vi støtter ham alle sammen og tror på, at han kommer stærkt tilbage, fastslår Nicklas Helenius om holdkammeraten. 

- Allan Sousa har været i rigtig god form også og er en vigtig brik for os, men vi har en bred trup med mange dygtige spillere, og det viser vores gode indhop i de sidste kampe også, så jeg er sikker på, at der er nogle til at tage over, konstaterer angriberen. 

Fredagens kamp fløjtes i gang klokken 19.00 i Odense.   

Glem pokalfinalen, for AaB er stadig i nedrykningsfare. 

Mens alle trofaste AaB fans har travlt med at skaffe billetter til pokalfinalen mellem AaB og FCK den 18. maj, så må man altså ikke glemme, at der først venter en meget vanskelig udekamp fredag aften klokken 19.00 på Odense Stadion mod OB. 

Taber AaB den, mens Horsens vinder deres kamp i runden, er man igen bagud på point i nedrykningsdramaet.

Men med tre sejre i træk i bagagen så er AaB inde i en god stime i øjeblikket, og som holdet spiller nu, får de point hver gang. Og fredag aften helst skal det helst være tre af slagsen.

Omvendt så skal OB vinde for at redde noget af deres magre sæson. Med en sejr kan de stribede fra Odense skimte en plads i Europa spillet.

AaB's spillere døjer med skader i øjeblikket.

Sikkert er det, at Kristoffer Pallesen, som har været stærk spillende på det seneste, er ude resten af sæsonen. 

Allan Sousa, der også bliver bedre og bedre, er mere end tvivlsom til både fredagens kamp og måske også pokalfinalen. Træner Oscar Hiljemark ville ikke udtale sig omkring netop Allan Sousa til TV2 Nord ved torsdagens træning. 

Rasmus Thelander var også fraværende til træningen, og før tid udgik Lars Krammer fra træningsbanen.

Ikke den bedste optakt til de resterende vigtige kampe, hvor overlevelse i superligaen må være første prioritet.


- Vi skriver Danmarkshistorie: Endelig klar til at bruge hundredevis af millioner

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg får nyt vartegn, der skal gøre byen lige så berømt som snapsen.

Om to år skal det hele være klar.

Kunsthal Spritten og det 30 meter høje kunstværk Cloud City Aalborg. Målet er at Nordjyllands største by får et kulturtilbud i verdensklasse. Det er ikke ambitioner der mangler, når de to chefer for Kunsthal Spritten fortæller om fremtiden.

- Det er Danmark, der får en ny kunsthal. Det er sådan set også Nordeuropa, der gør det, fordi med sådan et stort kunstværk, vi kobler til bygningen, så kigger vi ind i et helt vildt ambitionsniveau. Et vi alle sammen kan glæde os til, om vi bor i Aalborg eller et andet sted i Nordeuropa, siger Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen, der er en af de to chefer for Kunsthal Spritten.

Specielt når talen falder på den argentinske kunstner Tomás Saraceno, der skal lave det 30 meter høje kunstværk uden for Kunsthal Spritten, drømmer Aalborg stort.

Så vildt bliver det nye kunstværk.

Chefer bliver holdt langt væk fra tidsplanen

Projektet Kunsthal Spritten og Cloud City Aalborg skal stå færdig i løbet af 24 måneder, men:

Den præcise dato for indvielsen er ikke fastlagt.

Otte fonde og Aalborg Kommune betaler for projektet til 350 millioner kroner. Fondene står for 295 millioner, mens Aalborg Kommune betaler 55 millioner og står for driften, indtil åbningen.

De to chefer i Kunsthal Spritten er kunsthistorikere, men de tør godt love, at byggeriet er klar om to år.

Bare rolig. Det er ikke kunsthistorikere, der skal stå for håndværksarbejdet.

Bilbao-effekten kan give milliarder

I Aalborg drømmer de om den såkaldte Bibao-effekt. I 1997 fik den nordspanske by et Guggenheim-museum. Det fik i løbet af 10 år investeringer i kunst og byudvikling til at eksplodere, så Bilbao i dag tiltrækker turister fra hele verden i tusindvis. Og indtægter for milliarder.

Dagen i dag, hvor projektet blev endeligt sat i gang, er Aalborg første skridt på vej mod mere international anerkendelse og altså drømmen om en nordjysk pendant til den nordspanske opblomstring.

- Det er bestemt ikke hver dag, og vi skriver Danmarkshistorie, påpeger Bibi Henriksen Saugman, der er den anden af de to chefer på Kunsthal Spritten.

10 år undervejs

Ideen med Kunsthal Spritten og Clous City Aalborg blev født for 10 år siden af erhvervsmanden Martin Nielsen. Siden har det været igennem et tumultarisk forløb, der blandt andet omhandlede ballade om udbygningsaftaler og stor intern palaver mellem entreprenører og kommune.

Det var i 2014 Martin Nielsen første gang luftede sine planer om at omdanne den gamle spritfabrik til en ny eksklusiv bydel. Trods de mange bump tør alle godt melde ud, at om to år er de klar.

Bygger videre på arbejdet fra fortidens pionerer.

Kunsthal Spritten fortæller, at de stadig holder arrangementer i de par år, som renoveringen og byggeriet tager. Derfor bliver der rig mulighed for nordjyderne til at besøge stedet, mens det bliver lavet om.


Mens de jubler i Lønstrup - er de skuffede i Tversted og Kjul

Foto: Henning Larsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er ikke alle steder i Hjørring, der er ramt af kysterosion, der får del i de millioner, Hjørring Kommune har fået til kystsikring.

- Vi er dybt skuffede over, at der ikke er penge til de områder, der er mest ramt af kysterosionen.

Sådan lyder det fra Kurt Trynskov, der ejer Aabo Camping i Tversted.

For fredag har Hjørring Kommune fået 6,3 millioner kroner til sandfodring ved kommunens vestvendte kyst. Sandfodringen skal ske på en 8,8 kilometer lang strækning, der ikke omfatter Tversted.

- Det er da skuffende, at når der kommer så mange penge, så er vi ikke tilgodeset. Og mange af de steder, der er nævnt, er der jo lavet hårdt kystsikring, siger campingpladsejeren.

De er dog ikke interesserede i hård kystsikring i Tversted, der vil skæmme landsskabet. De er tilgengæld interesserede i at få sandfodret deres kyst.

- Jeg er barnefødt i Tversted, og der var engang, hvor der var høje klitter nedenfor den blå kiosk, hvor man kunne ligge og sole sig og en strand på 50-70 meter. Men nu er alle klitterne væk. Og nu er der ikke ret meget bred strand tilbage, siger campingpladsejeren.

Her skal der sandfodres

Der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Man piller ved det naturlige flow

Samme holdning deler Arne Therkelsen fra Kjul Strand. Også her er de blevet forbigået, og han mener, at området på den måde bliver ramt dobbelt.

For ikke nok med, at der ikke skal sandfodres på strækningen, så bliver den naturlige barriere, der lægger sig ved molen i Hirtshals Havn, renset op og fjernet igen.

- Vi bliver dobbeltramt. Hvis man skal tro læren om tilblivelsen af Skagens Odde, er det jo ikke uden betydning, at de oprenser det sand, som Hirtshals Havn stopper. Vi har svært ved at forstå, at det skal suges op og sejles vestpå igen, lyder det fra Arne Therkelsen.

Se interview med Søren houmann, der er udvalgsformand i Hjørring Kommune.

Skagens Odde er en stor sandodde, der er blevet dannet indenfor de seneste 7000 år. Det er den ved, at enorme mængder af sand er blevet frigjort ved erosion af de kvartære lag langs Nørrejyllands vestkyst, for naturligt at blive transporteret til Jyllands nordende af bølger og strøm.

- Det er jo hans levebrød

Han er skuffet over, at det, han kalder naturkommunen Hjørring og havnen i Hirtshals, har fået dispensation til at sejle sandet vestpå.

- Det er jeg lidt uforstående overfor. For det er på grund af sandets naturlige flow, at Skagens Odde og Kjul eksisterer, og det naturlige flow afbryder man jo ved at føre sandet tilbage. Jeg kan næsten kun tænke, at erosionen på sigt bliver et endnu større problem, end det er i øjeblikket, siger Arne Therkelsen.

Sådan ser det ud, når der sandfodres.

Både i Tversted og i Kjul har det betydning for turismen i området, at de brede sandstrande ser ud til at være en saga blot - undtagen på de vindstille dage, som der ikke er mange af på vestkysten.

- Det var og er det, turisterne kommer efter. De, der ikke er kommet i området i mange år, tror, de er kørt forkert, når de kommer her, siger Kurt Trynskov fra Tversted, der bliver bakket op af Arne Therkelsen:

- De turister, der kommer her, kommer jo, fordi der har været en bred vesterhavsstrand med god adgang, der er en børnevenlig. Og det kan ikke undgå at blive påvirket. Min genbo er en campingplads, og det er jo hans levebrød det her. Vi har i forvejen ikke mange virksomheder og arbejdspladser her i vandkanten, siger han.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Så er landsdelens mest omtalte godstransport sejlet i havn.

Prammen med de tre gigantiske mølledele, der siden i fredags har været på rejse fra Brande mod testcentret i Østerild, er nu på vej ind i havnen i Hanstholm efter en sejltur, der tog sin begyndelse i Hvide Sande klokken 22 i går aftes.

Det viser billeder fra Hanstholm Havn.

Selvom det er stort, og tungtvejende gods, der står på prammen, så gør havnechef Søren Zohnesen ikke store øjne af transporten.

- Det er som en dag mere på kontoret. For os har der ikke været nogen ekstraordinære opgaver, fordi vores infrastruktur kan håndtere det, siger han.

Det eneste, der måske skal ændres betydeligt på, er et par lygtepæle og skilte på havnen, mener chefen i Hanstholm.

Men selvom de i Hanstholm ser transporten som en normal opgave, så giver det alligevel lidt indtryk.

- Det er altid spændende at se, når sådan noget kommer ind i havnen. Møllerne bliver større og større for hver gang, men nogle gange er det svært at se, at de er blevet det, siger Søren Zohnesen, der er havnechef på Hanstholm Havn.

Han fortæller, at det kræver lige så mange forberedelse at køre strækket fra Hanstholm til Østerild, som det krævede mellem Brande og Hvide Sande. 

- Jeg tror ikke, der er gjort de helt store forberedelse. Vejen er jo godt forberedt på de her laster, fordi de har kørt, der så mange gange, siger han. 

Foto: Ole Vognstoft

Hvis du vil se mølledelenes tur til havnen i Hvide Sande, hvorfra delene blev sejlet til Hanstholm, kan du se og læse livebloggen her.


Social dumping: Tre Aalborg-virksomheder under lup

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Virksomhederne kan se frem til yderligere kontrol.

Fejl og snyd blev for nyligt konstateret af Skattestyrelsens medarbejdere i en landsdækkende kontrolaktion.

I hele 33 ud af 52 kontroller blev der fundet indikationer på social dumping. Tre Aalborg-virksomheder er nu under Skattestyrelsens lup for problemer og humbug.

Hvad er social dumping?

Det er social dumping, når udenlandsk arbejdskraft udfører opgaver i et andet land til en lavere løn og under ringere arbejdsforhold, end hvad der gælder for det pågældende lands arbejdstagere.

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisation

Det var i sidste uge, at Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet aflagde visit hos fem Aalborg-virksomheder, som hovedsageligt opererer inden for restaurationsbranchen.

- Virksomhederne, vi kontrollerer, er udvalgt, fordi vores oplysninger indikerer, at der kan være problemer med social dumping. Kontrollerne viser, at de tre Aalborg-virksomheder er med til at skabe unfair konkurrence, siger Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Virksomhederne kan nu se frem til at blive kontrolleret yderligere, så Skattestyrelsen kan opgøre skat og moms korrekt for virksomhederne og deres ansatte.

- Når vi skal se nærmere på tre virksomheder, skyldes det, at vi under kontrollen har oplevet nogle uoverensstemmelser og uklarheder omkring moms og skat, som vi skal have set nærmere på. Desuden mener vi, at medarbejderne i en enkelt virksomhed, skal anses for arbejdsudlejede til den danske virksomhed, de udfører arbejde for, siger Ernst O. Nielsen.

I forbindelse med kontrollerne har Skattestyrelsen på landsplan talt med 161 medarbejdere. 110 blandt dem var udenlandske.

Det var årets ottende landsdækkende aktion mod social dumping foretaget af Skattestyrelsen.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Stormfloder vil rase langt oftere, og derfor giver staten et milliondyrt rygstød til udsatte områder. Det løser ikke hele problemet, siger minister.

Områder, som er i fare for at blive oversvømmet, får nu hjælp.

Statens Kystpulje afsætter i alt 150 millioner kroner til otte projekter, som er truet af både oversvømmelser og erosion.

Det fortæller miljøminister Magnus Heunicke (S) til TV 2.

- Vi ved, at klimaforandringerne betyder, at vi får meget voldsommere vejr, og i og med at vandstanden stiger, betyder det, at stormfloderne kommer hyppigere, og de vil slå voldsommere ind. Den hidtidige kystbeskyttelse er langt fra nok, siger Magnus Heunicke.

Oftere og oftere oplever Danmark voldsomt vejr og stormfloder, der truer huse, byggeri, havne og haver. Og mens placeringer på havnefronte stadig er attraktive, følger der flere steder i landet en stor risiko med.

Projekter, der får støtte fra Kystpuljen

  • Sønderbo digeprojekt, Fanø Kommune – 9,5 millioner kroner.

  • Sandfordring på vestvendt kyst, Hjørring Kommune – 6,3 millioner kroner

  • Kystbeskyttelsesprojekt, Dragør Kommune – 30 millioner kroner

  • Højvandsport og landanlæg, Lolland Kommune – 27,6 millioner kroner

  • Stormflodsbeskyttelse, Vejle Kommune – 12,6 millioner kroner

  • Anlæg til kystbeskyttelse, Vallensbæk, Greve, Brøndby og Ishøj Kommune – 22,8 millioner kroner

  • Højvandsmur og stormflodsporte, Faaborg-Midtfyn Kommune – 11,1 millioner kroner

  • Erosions- og højvandssikring, Stevns Kommune – 25,9 millioner kroner

Statistisk set forekommer stormfloder hvert 20. år, men i slutningen af dette århundrede kan de forekomme langt hyppigere.

- Vi ser ind i scenarier, hvor 20-årshændelser vil ske hvert eller hvert andet år. 100-årshændelser vil også komme hyppigere, siger Magnus Heunicke.

Siden 2020 og frem til og med 2024 er der uddelt 580 millioner kroner fra Kystpuljen til 30 kommuner fordelt på 46 projekter.

Et af de projekter ligger i Hjørring Kommune, hvor der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Problemet er dermed ikke løst

Puljen for i år dækker op til 40 procent af et projekts anlægssum op til maksimalt 30 millioner kroner per projekt.

Alle landets kommuner har kunnet søge puljen. De otte projekter er udvalgt, da de lever op til krav om kystbeskyttelse, der bygger på naturbaserede løsninger, som er inspireret af naturen og leverer miljømæssige, sociale og økonomiske gevinster.

Flere af de projekter, som er udpeget til støtte, kræver dog en langt højere pris for at blive etableret, end hvad staten kan give.

I Nakskov Kommune vil etableringen af en højvandsport med tilhørende landanlæg for eksempel koste 275 millioner kroner.

Statens tilskud lyder på 27,6 millioner.

Magnus Heunicke, hvad nytter tilskuddet?

- Det nytter, at de otte projekter kan komme i gang og komme videre. Man kan få op til 40 procent af staten, og resten skal så betales lokalt af kommunen eller lodsejerne. Det her er ét skridt, og vi skal langt videre, så problemet er ikke løst med det her, siger han.

Krav til kommunerne

Beboere i huse eller lejligheder, der er truet af voldsommere vejr, skal dog også betale deres del fremover, understreger ministeren.

Flere steder i landet har kommuner dog givet grønt lys til at bygge nyt i netop områder, der er udsat fra vejrhændelser og klimaforandringer.

Lolland Kommunes byråd har eksempelvis givet tilladelse til et større lejlighedsbyggeri, der er under opførelse på Sydkajen midt inde i byen få meter fra havnekanten.

Derfor er det fremover nødvendigt at stille krav til den slags byggeri, mener Magnus Heunicke.

- Vi er nødt til at insistere på, at når vi bygger nyt, skal byggeriet være forberedt på, at man enten etablere nogle nye beskyttelseslinjer for vandmasserne, eller at det kan holde til, at der kommer stormfloder, siger han.

Bør man ikke sige til kommunerne, at de ikke skal bygge så tæt på vandet?

 - Uanset om de får penge fra staten, skal kommunerne sikre sig den nye virkelighed fra voldsommere vejr, siger han og fortsætter:

- Det er en ny virkelighed, som vi skal ruste os til.