Den store eftersøgning blev sat i værk: Men kvinden var slet ikke væk
Foto: Thomas Hansen / TV2 Nord
Både politiet og personalet på plejehjemmet havde ledt efter den 91-årige kvinde, men uden held.
Den helt store eftersøgning gik fredag nat i gang, da en 91-årig kvinde var blevet væk for personalet på et plejehjem i Sindal.
Derfor alarmerede de politiet, som også ledte efter kvinden på plejehjemmet, inden helikopter, droner og hundepatruljer kom for at lede efter hende.
Men der var et stort problem med eftersøgningen, som ikke foregik på plejehjemmet. Hun var der nemlig stadig, og da hun blev fundet, afblæste politiet fredag formiddag eftersøgningen.
- Hvis personalet ret hurtigt efter ikke har fundet den pågældende, tilkalder man politiet. I det her tilfælde har politiet også søgt på plejecentret, og da de så ikke fandt vores beboer, er det politiet, der sætter den store eftersøgning i gang, fortæller Mikkel Grimmeshave, direktør, Sundhed, Ældre og Handicap i Hjørring Kommune, til TV2 Nord.
Men blev der ledt godt nok efter hende, når hun stadig befandt sig på plejehjemmet?
- Det er klart, at når vi nu har ledt på plejecentret og ikke har fundet hende, skal vi have kigget vores procedure i sømmene for, om det er helt godt nok den måde, vi leder efter beboerne. Men man må jo sige, at både vi og politiet havde samme resultat, siger han.
En svær øvelse
Mikkel Grimmeshave mener også, at der allerede er rigtig mange forholdsregler på plads i forhold til demente borgere på plejehjemmene, og at der ikke kan gøres mere for holde dem inde.
- Vi låser ikke dørene for folk, og det er også landets lovgivning, som fortæller, at det må man ikke. Så vi gør alt, hvad vi kan inden for lovens rammer.
Hos Nordjyllands Politi, der igangsatte den store efterforskning, fortæller vagtchef Lau Larsen, at det sker en gang imellem, at en beboer stadig befinder sig på plejehjemmet, når personen bliver med savnet.
- Vi opfordrer selvfølgelig altid til, at man kigger efter, men det er en svær øvelse, da personalet leder på ofte store områder, og at beboeren kan bevæge sig rundt på plejehjemmet, fortæller han.