Populært brand rykker ind i Aalborg: Men kun i to uger
Lørdag slår sportsbrandet Planet Nusa dørene op til deres første pop-up butik i Aalborg midtby.
Lørdag klokken 10.00 går der løs.
Her åbner det succesfulde sportsbrand nemlig deres første pop-up butik i Aalborg.
- Der vil være goodie-bags, drikkevarer og mulighed for at spinne 'Planet Nusas wheel', hvis man handler for over 1500 kroner, siger Sidsel Villsen, head of operations og kundeservice i Planet Nusa.
Det er første gang, at aalborgenserne får mulighed for at prøve Planet Nusas tøj i egen by, og derfor har Sissel Villsen også store forventninger til de to uger. Forud for åbningen har hun og de andre pakket fire paller med tøj og udstyr ud, og hun er sikker på, at det bliver solgt og mere til.
- Vores erfaring siger os, at vi kommer til at fylde yderligere op, inden vi er færdige. Særligt fordi vi allerede ved, at vi har et stort fællesskab i Aalborg allerede, lyder det.
Ud over de særlige goder på åbningsdagen får aalborgenserne også mulighed for at få fingrene i helt nye varer, inden de kommer til salg mange andre steder.
Løb dig til rabat
I løbet af de to uger butikken eksisterer, vil det desuden være muligt at deltage gratis i forskellige events. På åbningsdagen kan man løbe sig til 20 procents rabat ved at tilmelde sig 'Nusa Run'. Tilmelding skal ske på hjemmesiden.
Ugen efter er der igen mulighed for at finde løbeskoene frem, ligesom man kan deltage i Nusa Bootcamp.
- Løb og bootcamp er nogle af de events, vi har haft rigtig meget fokus på i de senere år, hvor vi har arbejdet på at skabe det her community af mennesker, som gerne vil være en del af et sundt og aktivt fællesskab, siger Sidsel Villsen.
Derfor kan man helt gratis deltage i løb og bootcamps i de uger, butikken holder til i Nørregade 12, og Sidsel Villsen håber, at det vil give rigtig mange lyst til at fortsætte, efter butikken er lukket.
- Vores events forsvinder ikke, bare fordi butikken pakker sammen. De fortsætter. Så jeg håber, at vi i de her uger kan få bestyrket og udvidet det fællesskab, der allerede er, og at endnu flere vil være med. Det er faktisk det vigtigste for mig med vores tid i Aalborg, slutter Sidsel Villsen.