Bag disken gemmer sig en bekymring: Findes den om fem år?
Den røde lygte i Aalborg åbner klokken ti, og der går ikke længe, før de første stamgæster tager plads i baren. Men bag disken lurer en bekymring.
Klokken er knap et om eftermiddagen, og Winni langer øl over baren på Den røde lygte i Aalborg. På den anden side sidder et fast hold af stamgæster, hvoraf flere allerede har tømt den første.
- Du kommer snart herom at stå, siger bartenderen Winni spøgefuldt til en af mændene, mens hun selv jonglerer et glas rosé, en cigaret og et køligt overblik.
Men bag spøgen gemmer sig en bekymrende sandhed for værtshuset. De har nemlig svært ved at få personale. Og det er ikke den eneste udfordring, som Winni spekulerer over.
Der ligger kun en enkelt telefon på baren. Den tilhører en af mændene, som kalder Den røde lygte sit kontor. Indimellem ringer den, og han går udenfor for at snakke. Da han kommer tilbage, drejer han den tomme flaskeøl foran sig en halv omgang og uden at sige noget, rækker Winni ned efter en ny, åbner den og sætter den foran ham.
Hvor er de brune værtshuse i 2024
Ved at besøge tre brune værtshuse i Aalborg undersøger vi, om de sociale åndehuller stadig har en berettigelse i 2024 og hvilke bekymringer for fremtidem, der præger stederne.
Snakken blandt mændene ved baren går langsomt, men der bliver grinet, og drillende kommentarer flyver både den ene og den anden vej.
- Du kan da også komme herom og vise, hvad du kan, siger Winni til en af herrerne.
- Så ville der da komme noget kvalitet, lyder svaret, og alle griner.
For de kender hinanden, og for de flestes vedkommende er der nok flere dage om ugen, hvor de ses, end hvor de ikke gør. Aldrig hjemme ved en af dem. Altid på et af Aalborgs brune værtshuse.
Tæt på en kvinde
Jens Ole er en del af det faste inventar. Han kommer på Den røde lygte omkring fem gange om ugen, og mener selv, han kun sidder der en times tid.
Ret hurtigt revurderer han dog det udsagn.
- Nogle gange trækker det lidt ud, lad os nu være ærlige, siger han, og flere af de andre nikker.
Han tager fat om sit glas, som er et af de gamle af slagsen. Det kan han nemlig bedst lide, og det ved Winni.
- Den anden dag fik jeg et, hvor der var lidt læbestift på. Det er det tætteste, jeg har været på en kvinde i mange år, griner Jens Ole højt og tager en slurk.
Han og de andre udveksler historier og små betragtninger. Nogle om stedet. Nogle om de øvrige stamgæster. En laver en joke om en perle g-streng, der hænger på opslagstavlen ved siden af en flyer om Den røde lygtes sommerfest.
Over baren står et trofæ “Vinder af Bodega Cup 2019”. Også det, bliver der snakket om. En turnering, som der er bred enighed om ved baren, blev ødelagt, fordi nogle hold hev spillere med ind udefra.
Nu snakker de om en stor rafleturnering. Om det bliver til noget, hænger i luften.
Se hele indslaget her:
Når alting stiger
Det er ikke kun øl, Winni serverer for stamgæsterne. Den anden dag havde hun kage med. Det havde hun også ugen forinden. Æblekage. Og flere gange om ugen laver hun en madpakke til Jens Ole.
- Så får han noget mad – varm mad, siger hun.
Den første lørdag i hver måned bliver der serveret et måltid og en øl for en halvtredser. Det er også noget, Winni står for.
- Det er rart at være mor for nogen, siger hun og kigger rundt på entouraget.
For hver øl sætter hun en lille streg på et stykke papir og afregner først, når jakken kommer på. Ikke at det er store beløb, for øllene koster ikke alverden. Ikke lige nu i hvert fald.
- Priserne stiger på alting, og jeg kan godt være nervøs for, hvad det kommer til at betyde. Indtil nu, har vi ikke sat vores op, men det kan jo nå et punkt, og så er der måske nogle af gæsterne, der ikke har råd til at komme her. Det bekymrer mig, siger Winni.
Jens Ole har taget sin sidste tår. En af de andre får en ny flaskeøl, selvom han sagde, at den seneste var den sidste. Jens Ole bliver sendt pænt ud af døren med et “vi ses”.