Megabody snart på benene igen efter hjerteproblemer
Foto: Lars S. Christoffersen
Den populære Nibe Festival-konferencier Frank "Megabody" Damgaard har igen fået styr på hjertet efter han faldt omkuld på scenen.
Det blev en mere dramatisk Nibe Festival end det plejer for den populære konferencier Frank "Megabody" Damgaard. Torsdag måtte Megabody køres akut på sygehuset med voldsomme hjerteproblemer. Men nu melder han ud på sin facebook, at han snart er tilbage i topform.
- Efter at ha været inde og tjekke og fremprovokere kontrolleret hjerteanfald er de 96% sikre på at ha fundet fejlen og brændt nogle elektroniske forbindelser (tror jeg nok). Det jeg ved er at det både fysisk og mentalt føles godt og snart kører for fuld kraft igen, skriver "Megabody" blandt andet på facebook.
Festivalleder Peter Møller Madsen har løbende været i kontakt med "Megabody" under hans indlæggelse.
- Jeg snakkede med ham søndag. Og han ville bare ikke sendes hjem med uvished. Og det lyder til, at de nu har fundet ud af, hvad der var galt, siger Peter Møller Madsen.
Det er Nibe Festivals egen ledende læge, Sam Riahi, der har undersøgt og opereret "Megabody".
- Det er i bund og grund en fantastisk historie på en skrækkelig baggrund. Og så synes jeg simpelthen, at det er sjovt, at det af alle er Sam, der kommer til at rode med det, siger Peter Møller Madsen.
På grund af "Megabody"s pludselige farvel til festivallen frygtede Peter Møller Madsen, at det ville skabe store problemer med at finde en ny konferencier til den store scene. Men hans bekymringer blev gjort til skamme.
- Både Geo, Johnny Hefty og Jøden ringer og siger, at hvis der er noget, de kan gøre, så er de der. Det er uden noget somt helst, det gør de bare. Så ekstra stor kredit til Geo. Han har jo fanme løbet mellem to scener en hel festival, siger Peter Møller Madsen.
Ifølge Peter Møller Madsen bliver "Megabody" udskrevet tirsdag eftermiddag eller i løbet af onsdag.