Massivt politiopbud i Aalborg efter knivstikkeri
Nordjyllands Politi er søndag aften ved 18.30-tiden til stede med adskillige betjente i Suensonsgade i det vestlige Aalborg.
Her er en person blevet stukket ned med en kniv. Vedkommendes tilstand er stabil. Det oplyser efterforskningsleder og politikommissær Kenneth Rodam.
- Det drejer sig om et knivstikkeri i det kriminelle miljø, fortæller han.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på omstændighederne omkring knivstikkeriet.
- Vi kommer til at være til stede resten af aftenen for at efterforske sagen - blandt andet for at finde ud af, hvad motivet har været, siger Kenneth Rodam.
Tidligere søndag aften omtalte Nordjyllands Politi knivstikkeriet som en "alvorlig hændelse" på det sociale medie X.
Vidner har beskrevet over for TV2 Nord, at en person blev kørt væk fra stedet i ambulance med politieskorte. Ifølge et vidne er flere personer iført en form for beskyttelsesdragt.
Vi er lige nu til stede i Aalborg vestby omkring Suensonsgade, hvor der er sket en alvorlig hændelse. Vi vil være på stedet i nogle timer endnu. Hvis man har observeret noget mistækeligt i området omkring kl. 1730, så ring 114. #NJYLpoliti #Nordjyske #TV2Nord #Nordjyskemedier
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) January 21, 2024
Nordjyllands Politi opfordrer eventuelle vidner til at melde sig:
- Hvis man har observeret noget mistænkeligt i området omkring klokken 17.30, så ring 114, lyder meldingen.
TV2 Nord forsøger at få yderligere oplysninger fra Nordjyllands Politi.