Kort Nyt

Massevis af huller i sommerhuse: Nu er mysteriet løst

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var et besynderligt syn, som mødte Brian Olsen og hans stedmor torsdag. På en gåtur i et sommerhusområde i Hals så de en række huller i et sommerhus. 

- Vi undrede os virkelig over, hvad det kunne være. Så jeg delte det på Facebook, siger Brian Olsen. 

Umiddelbart efter Brian Olsen lavede opslaget, begyndte det at tikke ind med kommentarer fra andre folk i området, der havde de samme huller i deres sommerhuse. 

- Det stak totalt af med billeder og kommentarer fra folk, der havde oplevet det samme, siger Brian Olsen. 

Spætterne er synderne

Mysteriet om de mange huller i områdets sommerhuse blev derefter debatteret på Facebook. De kom frem til, at det var spætter, som hakkede hul i sommerhusene. 

Brian Olsen ser mange spætter i området ved Hals. Så hvordan, man får sat en stopper for spætternes hakkeri, er endnu uvist. 

- I morges lå der en død spætte på min terrasse. Om det er skæbnen, eller om problemstillingen er løst nu? Det tror jeg nu ikke, den er, siger Brian Olsen. 

Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.

Seks kommuner får løft i lægedækningen

År efter år har nordjyske kommuner råbt vagt i gevær over en alvorlig mangel på praktiserende læger.

Men nu lysner det i sundhedstusmørket. Der er nemlig flere hvide kitler på vej til de kommuner, hvor det står værst til.

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal allerede fra årsskiftet sikre flere læger til de områder i landet, hvor manglen er størst, og hvor der samtidig er flest syge borgere.

Det betyder, at Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø Morsø og Thisted kommuner nu kan se frem til et løft i lægedækningen.

Pirates taber med et brag

Aalborg Pirates fik prygl her til aften, da de spillede mod Herlev Eagles.

Holdet, der elles ligger nummer to i ligaen måtte se sig slået 5-0 af rivalerne.

Trods tabet er Aalborg Pirates dog stadig nummer to i ligaen med 47 point, mens Herlev Eagles nu har 42. Først i ligaen er Herning Blue Fox med 52 point.

På bare et minut lykkedes det i løbet af kampen Herlev Eagles at score mål tre gange. Og således tog Eagles føringen 3-0 og det blev kun værre som tiden gik.