Marie og Pernille har skabt Nordjyllands største mødregruppe
700 medlemmer af Facebookgruppen ”Momunity – Mor i Aalborg” debatterer alt fra ammevenlige caféer til livet som kvinde.
Da Marie Brønnum flyttede fra København til Aalborg, savnede hun et fællesskab med andre mødre. Datteren Flora blev født i København, så Marie Brønnum nåede ikke at blive en del af de klassiske mødregrupper i Aalborg.
Sammen med veninden Pernille Hansen begyndte hun at lede efter onlinefællesskaber for mødre i Aalborg. De fandt intet. Og så tog de affære.
I København kendte Marie Brønnum til en Facebookgruppe, hvor mødre i alle aldre kunne mødes både virtuelt og online – gruppen hed Momunity, og snart startede Marie og Pernille en Momunity-gruppe til aalborgensiske mødre.
- I bund og grund handler det om at booste hinanden og skabe nye relationer, så vi alle kan få en bedre hverdag, siger Marie Brønnum.
- Det skaber livsglæde
Aalborg-gruppen er blevet taget godt imod, og har i skrivende stund knap 700 medlemmer, som skriver om livet som mor på godt og ondt.
Gruppen er samtidig et sted, hvor mødrene kan finde hinanden og mødes fysisk – enten til arrangementer, som Marie og Pernille står bag i fællesskab med samarbejdspartnere, eller til arrangementer, som gruppens medlemmer selv tager initiativ til.
- Det er skønt at se, hvordan vi nemt interagerer med hinanden, og hvor glade vi bliver af at møde nogle nye mennesker. Det skaber livsglæde, siger Pernille Hansen.
Momunity har på landsplan over 18.000 medlemmer fordelt over 31 kommuner.
Se mere i videoen øverst i artiklen.