Mand fængslet for at true kone til tavshed: Den næste bliver dig
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
En 38-årig mand blev onsdag eftermiddag varetægtsfængslet i 14 dage for vidnetrusler. Vidnet, der blev truet var mandens egen kone, der har anklaget ham for vold.
En 38-årig mand er ved retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i 14 dage. Han er sigtet for at have truet et vidne. Vidnet er mandens kone, der har anklaget den 38-årige for vold og frihedsberøvelse.
Volden skete den 24. juli, hvor politiet bliver kaldt til en adresse i Hasseris. Det er parrets ni-årige datter, der ringer og fortæller, at den er gal i hjemmet. Da politiet ankommer, finder de kvinden låst inde i vinkælderen, der er aflåst med en fingeraftrykscensor, oplyser anklager Thomas Klingenberg.
De får kvinden ud, der fortæller, at hun er blevet slået af sin mand. Manden bliver taget med på politistationen og sigtet for vold og frihedsberøvelse. Dagen efter bliver han løsladt.
Der går ikke mere end 24 timer efter løsladelsen før kvinden, der i mellemtiden er taget på krisecenter med parrets børn, modtager beskeder med billeder af lemlæstede og dræbte kvinder. Bagefter følger en besked med teksten 'Du har hvisket. Den næste bliver dig.'
Det kan ikke blive modtaget som andet end en trussel
Anklager Thomas Klingenberg
- Det er denne besked, manden nu er varetægtsfængslet for. For det kan ikke blive modtaget som andet end en trussel om at tie stille og dermed er det at forulempe et vidne, siger anklager Thomas Klingenberg.
Den 38-årige har ikke keret sin varetægtsfængsling, men han nægter sig skyldig i sigtelsen.