Magnus' kreative ansøgning imponerede – nu kan andre få gavn af den
Flere kan nu få gavn af den kreative ansøgning.
En forventningsfuld Magnus Storch er på vej til en særdeles vigtig aftale. Han skal - fristes man til at sige - langt om længe skrive under på en kontrakt, der sikrer ham en læreplads.
Vejen dertil har dog langt fra været snorlige.
17-årige Magnus havde først sendt ansøgninger af sted i hobetal til diverse tømrervirksomheder. Drømmen var nemlig at få en læreplads som tømrer. Dét skulle imidlertid vise sig at være sværere end først antaget.
Vejskilt gjorde udfaldet
For de mange ansøgninger blev ikke besvaret, men trods det lod Magnus sig ikke slå ud. Tværtimod.
I stedet forsøgte han at tænke ud af boksen, og pludselig kom han på en idé. Den unge mand lavede et stort salgsskilt og stillede sig op på Håndværkervej i Aalborg, så alle de forbikørende biler kunne se ham.
I dag kom belønningen så, da 17-årige Magnus langt om længe kunne skriver under på sin praktikaftale.
Og det var netop anstrengelserne på Håndværkervej, der bar frugt. For det var hér Magnus' kommende mester fik øje på ham, og mesteren var imponeret over den dedikation, som Magnus udviste.
- Hvis han kan det, så kan han også stå op om morgenen, møde ind og give den en skalle, siger Per Buur, der er indehaver af Buur Byg.
Per Buur har ikke tidligere taget lærlinge, men nu var tiden den rette.
- Han viste initiativ, og det, synes jeg, skal belønnes. Og så har vi rigtig meget at lave og har ikke kunnet finde nogle ordentlige folk, siger indehaveren.
Det er derfor en glad Magnus Storch, som TV2 Nord møder tirsdag eftermiddag.
- Jeg kunne bare mærke, at det var det rigtige, så jeg er rigtig glad, siger han og fortsætter:
- Det har været en vild og spændende uge. Jeg er ikke vant til at blive kontaktet af så mange, fortæller han.
Kreativiteten kan komme andre til gode
Interessen for den unge nordjyde har været stor den seneste tid, og flere tømrervirksomhederne har vist interesse i forhold til at ansætte Magnus som tømrerlærling.
Netop dét kan nu givetvis komme andre til gode. Det fortæller Paul Heide, der er lærepladskonsulent hos Tech College.
- Jeg følger op på de kontakter, som Magnus ikke takker ja til. Flere virksomheder har givet udtryk for, at de godt kunne være interesseret, og dem tager jeg fat i med det samme. Jeg har fået en liste af Magnus på seks, syv virksomheder, så skal jeg nok finde en elev, de godt kan bruge, siger Paul Heide, inden han roser Magnus for idéen med skiltet.
- Det er super godt gået af Magnus at skabe den her opmærksom ved at tænke kreativt og anderledes end, i forhold til hvad andre gør.