Mæhle lagde et godt ord ind hos Schmeichel og Eriksen
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Medstifter af Shaping New Tomorrow Christian Aachmann er glad for den nye landsholdsaftale.
Med en nordjyde i spidsen har landsholdsspillerne selv bedt DBU om at få tøj fra Shaping New Tomorrow.
Stifterne af Aalborgfirmaet Shaping New Tomorrow skylder formentlig Joachim Mæhle en stor, kold fadøl. Det er nemlig den nordjyske landsholdsstjerne, der som reklamesøjle for Shaping New Tomorrow har været med til, at det nordjyske firma skal levere tøj til landsholdet de næste to år.
- Joachim Mæhle er helt klart en, som har været med til at promovere det her blandt de andre spillere. Det kommer jo også af, at Joachim Mæhle er heroppefra og har prøvet tøjet rigtig meget, smiler Christian Aachmann, der er en af Shaping New Tomorrows tre stiftere.
Eventyrhistorie
I dag kunne Dansk Boldspil Union og tøjfirmaet præsentere en toårig aftale. Shaping New Tomorrow skal levere tøj til spillerne til brug uden for banen. Højst usædvanligt er det spillerne selv, der har henvendt sig til DBU om at få tøj fra det nordjyske.
- Det betyder jo sindsygt meget, at det er spillerne, der har efterspurgt det. Vores idé, da vi startede Shaping New Tomorrow, var jo at kombinere klassisk herretøj med komforten fra sportstøj. Så det at spillerne kommer og efterspørger det her, det er jo en eventyrhistorie. At vi som dansk iværksætterbrand kan få lov til at supportere nogle af de største sportsstjerner, som vi har herhjemme, siger Christian Aachmann til TV2 Nord.
Alle tre stiftere af Shaping New Tomorrow har selv spillet fodbold som børn. De indrømmer også, at talentet aldrig var til landsholdet, og så er der heldigvis andre metoder til at komme med til de store slutrunder og kampe.
- Vi må nok erkende, at egenskaberne til at komme på landsholdet var der nok ikke helt. Det her var vores billet ind til bare at kunne få en lille andel af landsholdet, griner Christian Aachmann.
VIDEO: Se interviewet med tøjfirmaets medstifter Christian Aachmann herunder: