Mæhle håber AaB-nedrykning vil få gang i akademiet igen
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Det er aldrig sjovt, når ens hjerteklub på den måde falder sammen, lyder det fra den tidligere AaB-spiller.
Lørdag den 3. juni 2023 vil for altid være en sorgens dag for AaB-fansene.
Det var nemlig dagen, hvor AaB for første gang i klubbens historie rykkede ud af Superligaen og ned i første division.
Mens der var vrede blandt klubbens fans efter nedrykningskampen, så var der også en del vrede at spore udenfor banen. Blandt andet hos den tidligere AaB-spiller Joakim Mæhle, gjorde det ondt, at hans ungdomsklub er rykket ud af Superligaen.
- Det er selvfølgelig en rigtig dårlig oplevelse, og jeg er ked af det på klubbens vegne og spillerens vegne. Ja, det er aldrig sjovt, når ens hjerteklub på den måde falder sammen, fortæller fodboldspilleren.
Efter klubbens ledelse
I et tweet har han forsvaret spillerne og opfordret klubbens fans til at opføre sig ordentligt, både overfor klubben og spillerne. Ikke mindst på de sociale medier.
- Hold jer væk fra spillernes indbakker, skriver han blandt andet.
Men grundlæggende synes han, at hjerteklubben har både præsteret og ageret dårligt i et stykke tid.
- Det er da klart, at det ikke, hvad det har været deroppe. De var også tæt på at rykke ned førhen, men fik det ligesom vendt til noget rigtig godt, og fik brugt akademiet, fik brugt deres egne spillere, og det har der været alt for lidt af, konstaterer Joakim Mæhle, der selv var en tur gennem akademiet som ungdomsspiller.
Nu håber han, at turen i første division kan blive brugt til at vende en kedelig udvikling til noget positivt.
- Forhåbentlig kan de på en eller anden måde få bygget klubben op igen fra bunden, og så håber jeg, at det bærer frugt ved at vende den her nedrykning til noget positivt, og kan bruge det den vejen rundt, pointerer den tidligere AaB-spiller.
Se hele interviewet herunder: