Lysmåling på byggepladser: - Vi finder næsten altid noget, der ikke er, som det skal være
Dialog skal minimere arbejdsskader forårsaget af dårlig eller manglende belysning på byggepladser.
Tidligt onsdag morgen er det stadig mørkt i Aalborg Øst, og projektørernes lys skinner op i mørket. Netop belysning på byggepladser er temaet, når Byggefagenes Samvirke tager rundt på byggepladser og tester lysforholdene.
- Vi har fundet nogle steder, hvor belysningen har været meget svag. Det er blevet påtalt i vores rapport, siger formand Reidar Kogstad.
Andre steder er belysningen i orden, og det er vigtigt, understreger Thomas Christensen, som er formand for Blik- og Rørarbejderforbundets kreds Nord- og Midtjylland.
Ifølge ham kan manglende belysning føre til skader på byggepladserne, og for at løse problemet er én ting vigtig.
- Vi vil skabe en dialog med virksomhederne, så vi kan sikre, at vi minimerer arbejdsskader, siger han.
Det går overordnet set i den rigtige retning, men der er stadigvæk plads til forbedring. Ifølge Thomas Christensen kan den rigtige belysning nemlig hurtigt blive glemt, når det går stærkt.
Efter endt inspektion laver Reidar Kogstad og Thomas Christensen en byggeplads-rapport, som de sender til virksomhederne.
Ved Byggefagenes seneste lysmålingskampagne inden coronavirus i 2019 fik kun tre ud af 18 besøgte byggepladser et klart OK. Alle andre blev genbesøgt og bedt om at forbedre forhold inden genbesøg eller anmeldt til Arbejdstilsynet.