Lynnedslag i tag er sjældent ifølge indsatsleder: Dog var en ting særligt ved tagbrand
Det var en chokerende og voldsom episode for særligt beboerne på Nerudas Alle i Aalborg Øst mandag, da et lyn ramte ned i taget på fire rækkehuse.
Midt i frikadellepakningen og afhentning af børn, lød der nemlig et kæmpe brag, som udløste en brand i nogle af beboernes tage.
Selvom det var en vild episode, så er det altså både uheldigt og sjældet ifølge indsatsleder Frank Winther, der var ude ved branden.
- Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at folk ikke skal gå i panik nu. For det er altså super uheldigt og super sjældent, at det her sker, konstaterer han.
Selv har Frank Winther ikke oplevet noget lignende i det halvandet år, han har været ved Nordjyllands Beredskab.
En ting var speciel ved branden
Han fortæller desuden, at husets indre beboelse ikke tog en masse skade under branden.
- Der er en lille smule vandskade, men det er ikke meget, og så var der noget ventilation, der var gået i stykker, men tingene er ikke brændt ned, forsikrer indsatslederen.
Dog var der en ting, der skilte sig særligt ud ved branden mandag eftermiddag.
- Der var et eller andet, der gjorde, at stikkontakterne ikke blev skudt ud af væggene, som de normalt gør, når et lyn rammer et hus, konstaterer Frank Winther, der fortæller, at stikkontakterne sad normalt i rækkehusene.