Lynet slog ned i Mogens’ hus: - Lige pludselig kom der et brag af den anden verden
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Mogens Telling Madsen står ved nogle af de taglsten, som brandvæsnet måtte pille af taget for at kunne slukke branden i huset.
Natten til tirsdag slog et lyn ned i Mogens Telling Madsens hus i Nibe. Huset har taget stor skade, men han og konen har det godt.
Omkring midnat natten til tirsdag slog et lyn ned i et hus i Nibe. Lynet ramte gavlen på det gule murstenshus og satte loftet i brand.
- Lige pludselig kom der et brag af den anden verden. Så står min kone op og siger: "Det brænder, det brænder", fortæller Mogens Telling Madsen.
Det materielle finder vi nok ud af. Vi er dybt taknemmelige for den behandling, vi har fået.
Mogens Telling Madsen, Pensionist, Nibe.
Mogens Telling Madsen og hans hustru kom hurtigt ud af huset, og brandvæsnet fik hurtigt styr på branden, men dagen efter efter sidder chokket og den voldsomme oplevelse stadig i parret.
- Jeg vil sige, vi er heldige. Havde det ikke været så højt et brag, så kunne det godt være, at vi havde ligget inde i soveværelset uden at vide, hvad der var sket, siger en tydeligt rørt Mogens Telling Madsen.
Voldsomt vejr flere steder
Uvejret ramte ikke kun Nibe. Både mandag aften og i løbet af tirsdagen har voldsomt vejr ramt Nordjylland.
Flere steder i landsdelen har der været skybrud og sågar dobbelt skybrud, der har sat gader og stræder under vand. Mandag gik det værst ud over Mors og Thy, mens der tirsdag har været dobbelt skybrud i Aggersund.
I Nibe er Mogens Telling Madsen ved at gøre skaderne op. Tagstenene er blevet forbrændte og flere pillet ned af brandvæsnet, så man kunne slukke branden.
Parret priser sig lykkelige for, at de var hjemme og opdagede branden, for tirsdag morgen skulle de have været på sommerferie til Tyrkiet.
- Klokken et om natten kommer der ikke mange biler forbi her, så jeg er ikke sikker på, at vi havde haft et hus i dag, siger Mogens Telling Madsen.
Ubeboeligt
Selvom oplevelsen har været voldsom og skaderne store, sidder Mogens Telling Madsen kun tilbage med roser til beredskabet.
- Det materielle finder vi nok ud af. Vi er dybt taknemmelige for den behandling, vi har fået.
Nu skal familien have forsikringsselskabet til at gøre skaderne helt op, og parret skal finde en midlertidig bolig de næste fire uger. Og ferien til Tyrkiet må de også skubbe til en anden gang.