Lukas tyvstarter skolen med intensivt forløb: "Nogle gange kan jeg godt føle mig lidt dum"
Selv om der for mange elever stadig er en uge tilbage af ferien, så har 11 elever fra tre Aalborg-skoler i dag taget hul på et nyt skoleår på det intensive læringsforløb, Turbocamp. Det er 8.- og 9.-klasses elever, der har erkendt, at hvis de skal have en ordentlig afgangseksamen, er de nødt til at investere noget ekstra - herunder en uges sommerferie.
Initiativet Turbocamp, der er arrangeret af blandt andre tre Aalborg Øst-skoler skal løfte elever både fagligt og socialt.
Det er egentlig først i næste uge Lukas Brun Jensen fra Aalborg skal begynde i 8. klasse, men allerede i dag fandt han de feriestøvede skolebøger frem og indstillede sin hjerne på "læring".
For det der med skolen og at lære en masse nyt er aldrig faldet naturligt for Lukas Brun Jensen hvis skolegang har hidtil været præget af nederlag og mobning.
For at lave om på det har Lukas sammen med 10 andre 8. og 9. klasseelever meldt sig til det intensive læringsforløb Turbocamp og dermed givet afkald på den sidste dyrebare ferieuge, så han kan få boostet sine faglige og sociale kompetencer inden startskuddet på 8. klasse for alvor lyder i næste uge.
Gokker sig selv i nødden
Lukas Brun Jensen er hudløst ærlig om, hvad hans skolegang har gjort ved ham indtil nu:
- Jeg har dårlig selvtillid og jeg føler ikke, jeg er god i skolen, fortæller han.
- Nogle gange kan jeg godt føle mig lidt dum fordi jeg ikke kan de ting, de andre kan og så gokker jeg mig selv i nødden, fordi jeg ikke rigtig stoler på mig selv, fortæller han videre.
Nogle gange kan jeg godt føle mig lidt dum fordi jeg ikke kan de ting, de andre kan og så gokker jeg mig selv i nødden, fordi jeg ikke rigtig stoler på mig selv
Lukas Brun Jensen
Og det er her Turbocamp gerne skal gøre en forskel. Læringsforløbet, der kun varer en uge, fokuserer intensivt på både det faglige og det sociale så Lukas og de andre børn forhåbentlig kan stoppe med at gokke sig selv i nødden, når de møder udfordringer.
- Vi er gået ud fra princippet 'keep it simple', forklarer Dan Toft, der er inklusionsvejleder og lærer på Mellervangskolen.
- Vi har fokus på nogle få dele, læsehastighed, brøker og procentregning, men også på det personlige plan - det løft, den tro man får på sig selv, et øget selvværd i forhold til at opdage, at der er opgaver man godt kan løse, forklarer han videre.
Lokale skoler bag initiativet
Det er tre Aalborg Øst-skoler som sammen med lokale fritidscentre og den boligsociale helhedsplan Øst i Centrum, der står bag initiativet. Målet er at gøre eleverne uddannelsesparate og hvis man spørger Lukas Brun Jensen er han - allerede på førstedagen af Turbocamp - godt på vej i den retning:
- Indtil videre er det mega hyggeligt og jeg lærer en del af det - også nogle ting, jeg ikke regnede med.