Lucas Andersen er vendt hjem til AaB, men vil til udlandet igen
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Lucas Andersen er efter seks år i udlandet tilbage i Aalborg og AaB, men han drømmer om et nyt udlandseventyr.
Lucas Andersen er tilbage i den klub, hvor hans karriere tog fart. I foråret 2011 fik Lucas Andersen debut for AaB. Dengang var han kun 16 år og Superligaens næstyngste debutant nogensinde.
- Det er jo det, man går og drømmer om, når man tager skridtet fra en lokal klub til AaB, og at det så blev en realitet er jo sindssygt følelsesladet og fantastisk på samme tid, siger Lucas Andersen.
Hvis jeg når Real Madrid, når jeg er 28 eller 29 år, så er det fint for mig, fordi det er det endegyldige mål, der tæller, og så betyder vejen dertil egentlig ikke så meget
Lucas Andersen
I 2012 blev AaB-stortalentet solgt til hollandske Ajax Amsterdam for omkring 10 millioner kroner. Lucas Andersen blev holdkammerat med blandt andre Christian Eriksen og Viktor Fischer og fik året efter debut i Champions League.
- Ajax efter AaB kunne nærmest ikke være skrevet bedre. Den historie, som de havde med unge spillere var en historie, der gjorde, at jeg følte, det var et tilbud, jeg ikke kunne afslå, fortæller Lucas Andersen.
Sportslig skuffelse i Schweiz
Lucas Andersen nåede at vinde to hollandske mesterskaber med Ajax, men efter en periode med begrænset spilletid og et lejeophold i den hollandske klub Willem II skiftede den nordjyske tekniker for to år siden til schweiziske Grasshoppers. En klub, som ikke helt levede op til nordjydens forventninger.
- Det projekt, der blev solgt til mig, føler jeg ikke er blevet udlevet fuldstændig, siger Lucas Andersen om baggrunden for bruddet med den schweiziske klub.
Drømmen er fortsat Real Madrid
Efter seks år ude i Europa tog Lucas Andersen beslutningen om at vende hjem til Aalborg på en et-årig lejeaftale. Det første mål for AaB efter comebacket blev scoret i lokalopgøret mod Hobro, og 24-årige Andersen nyder at være hjemme igen.
- Det betyder meget. Man er omkring sin familie og sine venner igen efter seks år, hvor det primært har været i ferier, så det er jo lidt den der feriefølelse, når man går rundt med. Der er 117 ting, man kan lave, hvis man har lyst, og du kender det hele, siger Lucas Andersen.
I det kommende år bliver Lucas Andersen en af de optrædende artister på Aalborg Portland Park. Der er fuldt fokus på at genfinde spilleglæden og blive en profil for AaB, men udlandet trækker fortsat i den teknisk stærke Aalborg-dreng.
- Hvis jeg når Real Madrid, når jeg er 28 eller 29 år, så er det fint for mig, fordi det er det endegyldige mål, der tæller, og så betyder vejen dertil egentlig ikke så meget, siger Lucas Andersen.