Løvvangskolen er et stort skridt tættere på lukning
Foto: Jens Astrup, Scanpix
Skoleudvalget i Aalborg Kommune vil ikke arbejde videre med planen om at renovere Løvvangskolen. I stedet skal forvaltningen foreslå en proces hvor skolen lukkes.
Skoleudvalget i Aalborg Kommune har tirsdag sendt Løvvangskolen i Nørresundby et stort skridt tættere på lukning.
Byskolen, der i 1971 åbnede med plads til 950 elever, er gennem en årrække blevet valgt fra af områdets familier, og da klokken ringede ind til dette års første skoledag, tog blot 128 elever plads i klasselokalerne.
Derfor var skolens fremtid tirsdag til diskussion på Skoleudvalgets møde. Her kunne politikerne vælge at gå ned af to veje. Den ene vej leder mod en renovering af Løvvangskolen, der vil koste mindst 93 millioner kroner, mens den anden leder mod en lukning af skolen.
Konklusionen på mødet blev, at man forkaster den førstnævnte mulighed og nu beder Skoleforvaltningen om at udarbejde et forslag hvor skolen lukkes.
Beslutningen blev truffet af et enigt udvalg og Lisbeth Lauritsen (Soc. dem.), der er medlem af udvalget, kalder det en ansvarlig beslutning at arbejde videre med lukningen af skolen.
Udvalgets besked til forvaltningen er, at man ønsker at se et forslag hvor dette skoleår bliver Løvvangskolens sidste. Herefter flyttes skolens elever ud på de tre øvrige Nørresundby-skoler; Nørre Uttrup Skole, Gl. Lindholm Skole og Skansevejens Skole, der tilsammen godt kan rumme de ekstra elever og som alle ligger inden for to kilometer af Løvvangskolen.
I Aalborg Kommunes budget for 2016 er der afsat 60 millioner til renovering af skolen, og Socialdemokraterne vil til budgetforhandlingerne for næste års budget, foreslå at bruge de penge på både nedrivning af Løvvangskolen, en indsats overfor de elever på specialområdet, der bliver påvirket af lukningen og på forskønnelse af området i Nørresundby i samspil med borgerne.
"Socialdemokraterne ønsker at investere i området, så der bliver plads til grønne, rekreative områder og mulighed for afholdelse af kulturelle aktiviteter. Vi forventer, at spørgsmålet tages op i forbindelse med budget 2017. Planen for Løvvangområdets fremtid skal fastlægges i dialog med lokale borgere, interessenter, institutioner, foreninger og samrådet, og vi ser frem til en god og konstruktiv proces," skriver de to socialdemokratiske medlemmer af udvalget Lisbeth Lauritsen og Helle Frederiksen.