Louise hørte noget sprænge, og så blev røgen helt sort

Søndag aften brød Løvvangskolen pludselig i brand.

- Det er mærkeligt. Jeg synes jo egentlig, den burde rages ned, men det burde ikke ende sådan her, hvor den brænder, forklarer Louise Precht. 

Hun er nabo til den forladte skole Løvvangskolen i Nørresundby, som lige nu står i flammer. Samtidig er det hendes gamle skole. 

- Vi stod egentlig og kiggede på en hjort, da alle udrykningskøretøjerne kom. Vi kunne se, de kørte af Forbindelsesvejen, og så kunne vi se en masse røg, forklarer Louise Precht. 

Sort røg 

Hun tog op til røgen for at se, hvad der foregik, og her var det et voldsomt syn, som hun blev mødt af. 

- Det ser meget voldsomt ud, og røgen er meget mørk og dækker hele Nørre Uttrup, forklarer hun. 

Mens hun stod og observeret branden hørte hun pludselig noget sprænge. 

- Jeg tror måske, der var nogle gasflasker derinde, som sprang, forklarer hun, mens hun fortæller, at det ligner, at branden kommer fra skolens gamle fysik og kemi lokale. 

I forbindelse med branden blev hun og flere andre bedt om at gå fra stedet. 

- Jeg gik efter en time, og der var stadig flammer op af taget, konstaterer hun. 

Nordjyllands Politi var klokken 22.15 ude på de sociale medier og opfordrer beboerne i området til at søge væk fra røgfanen, samt lukke vinduer, døre og ventilation.

Det har Louise og hendes familie gjort.  



Seneste nyt

fra Nordjylland