Lodsejere blev anholdt: Straffesag droppet i Lille Vildmose
Nordjyllands Politi har besluttet at droppe straffesagen mod en gruppe lodsejere i Lille Vildmose. Her har de lokale jordbesiddere været sigtet for tumultscener, hvor Aalborg Kommunes folk er blevet forhindret i at arbejde med rendegravere på et naturgenopretningsprojekt.
Preben Clausen, drænmester og talsmand for lodsejerne i Lille Vildmose, er glad og lettet over, at de nu slipper for en straffesag. Han blev selv sammen med 34 andre anholdt under en større protestaktion i oktober forrige år.
- Hele forløbet har været grotesk og uforståeligt. Hvorfor er politiet gået med til en aktion mod lodsejerne herude i mosen, bare fordi en anden myndighed, Aalborg Kommune, har bedt om det. Det har vi aldrig forstået, siger Preben Clausen.
Han siger, at han ikke er specielt overrasket over, at politiets specialanklager har valgt at droppe straffesagen, men han beklager besværet og de mange omkostninger.
- Det her har kostet over 2000 polititimer, mindst tre millioner samfundskroner og 35 anholdelser. Hvad skulle det til for?, siger talsmanden i mosen.
Hele familien blev anholdt
En af de direkte berørte lodsejere, Hanne Jensen, kunne også godt have undværet, at det kom så vidt.
Hele min familie, inklusive min gamle far, har prøvet at blive anholdt. Jeg synes, at vi har betalt en høj pris for det her.
Hanne Jensen, lodsejer, Lille Vildmose
- Vi har aldrig haft noget imod det naturprojekt her i Lille Vildmose, men vi har selvfølgelig ønsket at blive kompenseret for vores tab af jord. Det siger sig selv. Hele min familie, inklusive min gamle far, har prøvet at blive anholdt. Jeg synes, at vi har betalt en høj pris for det her, siger Hanne Jensen.
Jan Nymark Thaysen, spidskandidat for Venstre i Aalborg Byråd og for tiden konstitueret rådmand i Kultur- og Sundhedsforvaltningen, har under hele sagen været modstander af kommunens fremgangsmåde.
- Jeg har været betænkelig fra dag ét og sagt, at en kommune skal være 110 procent sikker, hvis den tager så voldsomt et skridt som at sætte politi ind mod dens egne borgere. Jeg fik desværre ret. Nu forventer jeg som et minimum, at den ansvarlige rådmand, beder om en redegørelse fra embedsmændene i hans forvaltning. Faktisk kunne jeg forestille mig, at nogen blev fjernet fra deres stilling, siger Jan Nymark Thaysen.
Rådmand tilfreds med redegørelse
Den ansvarlige rådmand, Hans Henrik Henriksen (Socialdemokratiet), By- og Landskabsforvaltningen, Aalborg Kommune, har svært ved at forestille sig, at kommunen kunne have handlet anderledes.
Vi har hele tiden haft lovhjemmel til de ting, vi har foretaget os. Det skriver anklageren også. Jeg ville handle på samme måde igen, hvis det blev nødvendigt
Hans Henrik Henriksen (S), rådmand, By- og Landskabsforvaltningen
- Vi har hele tiden haft lovhjemmel til de ting, vi har foretaget os. Det skriver anklageren også. Jeg ville handle på samme måde igen, hvis det blev nødvendigt, for jeg har haft medarbejdere, der har følt sig utrygge og chikaneret, siger Hans Henrik Henriksen til TV2Nord.
- En af dine byrådskolleder mener, at du skulle have været 110 procent sikker, før du satte politiet ind mod kommunens egne borgere?
- Jeg mener ikke vi kunne have været mere sikre. Bevisbyrden er altid svær i den slags sager. Jeg er nødt til som politisk leder af By- og Landskabsforvaltningen at reagere på, at medarbejdere har følt sig utrygge. De har følt sig forfulgt.
- Vil du bede om en redegørelse, som din byrådskollega foreslår?
- Jeg har fået en redegørelse for hændelsesforløbet. Jeg vil ikke foretage mig yderligere i sagen. Jeg tager den til efterretning, at det er sådan, afgørelsen, den er, siger Hans Henrik Henriksen.
Specialanklageren hos Nordjyllands Politi skriver i brevet til lodsejerne blandt andet, at begrundelsen for at droppe straffesagen er, ”at jeg ikke forventer, at Du vil blive fundet skyldig i det påsigtede”.
Lodsejere ville have sagen prøvet
Lodsejerne på deres side havde håbet på en retssag.
- Ved at droppe straffesagen kan vi ikke komme i retten og få prøvet vores sag for en dommer. Det er det, vi altid gerne har villet, men det ønsker kommunen og politiet åbenbart ikke. Og sådan har det været i alle de år, det her har stået på, siger Preben Clausen.
Kommunen og lodsejerne har under hele sagen været uenige om betalingen, eller erstatningen, for tabet af den jord, som kommunen har skullet bruge for at få skabt naturgenopretningsprojektet i Lille Vildmose. Den årelange tvist er langt fra slut. I efteråret ventes taksationskommissionen at afgøre, hvad ekspropriationen koster.