Lodret uenig med regeringen: S-borgmester flæsker uddannelsesplan
Thomas Kastrup-Larsen (S) ønsker ikke, at kandidatuddannelserne forkortes.
Regeringen præsenterede torsdag deres længe ventede udspil på uddannelsesområdet. Det mest iøjnefaldende for mange var, at regeringspartierne vil forkorte op mod halvdelen af kandidatuddannelserne fra to år til et år og tre måneder.
Flere studerende har kritiseret udspillet, og nu istemmer Aalborg-borgmesteren Thomas Kastrup-Larsen sig koret af kritikere.
- Det, at man vil gøre uddannelserne kortere, gør kun, at de studerende bliver dårligere klædt på i forhold til at møde alle de udfordringer, der kommer. Jeg kan ikke forstå, at de unge, der skal have en uddannelse i fremtiden, skal have en dårligere uddannelse, end vi andre har fået, siger han til TV2 News.
Se hele interviewet i toppen af artiklen
Borgmesteren mener ikke, at regeringens udspil er i tråd med deres egen målsætning om et Danmark i balance, og han frygter, at færre unge vælger Aalborg til, hvis uddannelsen forkortes.
Desuden frygter han, at reformen kan få en negativ indvirkning på de studerende.
- Fakta er jo, at der bliver mindre indhold. Hvis man tror, at de studerende kan nå det samme på kortere tid, så tror jeg, at vi vil se nogle meget forcerede uddannelsesforløb, som vil presse mange af de unge mennesker, der i forvejen oplever en stor trivselskrise, og som har svært ved at følge med i forhold til alle de krav, der er, udtaler han.
De vigtigste punkter
Regeringen vil skære i længden af cirka halvdelen af kandidatuddannelserne fra to år til et år og tre måneder.
Derudover skal nogle kandidatuddannelser gøres treårige.
Der skal samtidig laves fleksible erhvervskandidatuddannelser i varierende længde.
Et udvalg skal beslutte, hvilke uddannelser der er tale om.
Regeringen har flertal, men giver udtryk for, at den ønsker flere partier med i aftalen. Derfor indkaldes der til forhandlinger.