LO-formand lægger sig fladt ned: - Det var en forkert beslutning
LO Aalborgs formand Anna Kirsten Olesen erkender efter massiv kritik, at det var forkert af hende at stemme for lønstigninger til byrådspolitikere.
Et bredt flertal i Aalborg Kommunes byråd vedtog mandag i denne uge at lade det såkaldte udvalgshonorar stige med 31,4 procent. Det er den samme procentsats borgmester Thomas Kastrup-Larsens løn steg med ved årsskiftet, og alle de nordjyske kommuner med undtagelse af Læsø har ligesom Aalborg Kommune valgt at lade honoraret stige.
I Aalborg blev beslutningen blandt andet taget med byrådsmedlem Anna Kirsten Olesens stemme. Hun er også formand for LO Aalborg, og det var en rød klud i hovedet på den lokale fagbevægelse, at deres LO-formand stemte for så massiv en lønstigning til de kommunale politikere, når LO-medlemmer bliver bedt om at udvise løntilbageholdenhed.
-Jeg kan ikke stå på mål for at byrådspolitikerne og især socialdemokraterne forgylder sig selv på den måde, siger Claus Pedersen, der er formand for Faglig Offentlig Gruppe under 3F til TV2 Nord. Han bakkes op af FOA Aalborgs formand Kristian Gaardsø:
-Jeg kan ikke forsvare sådan en lønstigning overfor vores medlemmer, som ikke en gang kan få én procent i lønstigning, når vi forhandler overenskomst. Her giver politikerne sig selv 31,4 procent.
Kun en af de socialdemokratiske politikere i byrådet stemte nej til lønstigningen. Det var Lene Krabbe Dahl, der også er næstformand i Faglig Offentlig Gruppe under 3F Aalborg.
- Når vi skal kæmpe for hver eneste 25-øre til vores medlemmer kunne jeg ikke stå model til en så stor lønstigning til os selv som politikere, siger Lene Krabbe Dahl.
Og det skulle Anna Kirsten Olesen heller ikke have gjort. Det erkender hun blankt overfor TV2 Nord fredag efter tidligere på dagen at have holdt møde med resten af LO-bestyrelsen.
De er glade for hvad jeg normalt arbejder med, men det her er de godt nok ikke tilfredse med.
Anna Kirsten Olesen, formand for LO Aalborg og byrådsmedlem, Aalborg Kommune
- Al den uro, det her har afstedkommet gjorde, at vi holdt et møde i dag, hvor vi snakkede tingene igennem. Og jeg er rigtig glad for at bestyrelsen stadig bakker op om mig som LO-formand, til trods for den her beslutning. De er glade for hvad jeg normalt arbejder med, men det her er de godt nok ikke tilfredse med, siger Anna Kirsten Olesen.
- Jeg kan godt forstå de forskellige holdninger, der kom frem på det møde. Vores medlemmers spørgsmål til os er jo: Hvad sker der for jer? Og den signalværdi der ligger i at jeg stemte ja i mandags. Det er jo forkert, det har jeg fortrudt - sådan er det bare, siger hun videre og fortsætter:
- Jeg tænker altid over hvad man skal gøre og ikke skal gøre. At vi kæmper for løn til vores medlemmer og det at være menigt medlem af byrådet kunne for mig godt kombineres. Det er så ikke sådan min bestyrelse ser på det, og sådan er det.
Jeg tænker altid over hvad man skal gøre og ikke skal gøre. At vi kæmper for løn til vores medlemmer og det at være menigt medlem af byrådet kunne for mig godt kombineres. Det er så ikke sådan min bestyrelse ser på det, og sådan er det.
Anna Kirsten Olesen, formand for LO Aalborg og byrådsmedlem, Aalborg Kommune
Havde Anna Kirsten Olesen stemt nej til forslaget, var det alligevel blevet stemt igennem, og nu hænger hun på det nye - større - honorar. Hun får dog ikke meget ud af det, fortæller hun.
- Som LO-formand bliver jeg trukket i løn i forhold til hvor mange timer jeg bruger på mit byrådsarbejde, så det kommer ikke mig så meget til gode som sådan, siger Anna Kirsten Olesen, der til sidst i interviewet med TV2 Nord kom med en besked rettet direkte til de LO-medlemmer, der måtte have spørgsmål til sagen:
- Det var en forkert beslutning, jeg fik truffet her. Jeg vil varetage jeres interesser, og mit hjerte brænder for LO og for LO's medlemmer. Og det vil det fortsat gøre.