Lisbeth Lauritsen opfordrer partifæller: - Alle skal tænke sig virkelig godt om
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lisbeth Lauritsen vil have Flemming Møller Mortensen som spidskandidat frem mod kommunalvalget i 2025.
Lisbeth Lauritsen (S) meddelte tirsdag, at hun trækker sig som spidskandidat til at blive ny borgmester i Aalborg Kommune.
I stedet peger hun nu på Flemming Møller Mortensen, og hun vil arbejde på, at han bliver den nye spidskandidat.
- Jeg gør det af kærlighed til mit parti. Vi trænger til at få noget nyt, som kan sætte en hel ny retning, siger Lisbeth Lauritsen til TV2 Nord.
Dermed er Lasse Frimand Jensen og Flemming Møller Mortensen de to eneste officielle opstillede spidskandidater. Der er lagt op til, at der skal vælges mellem de to. Medlemmer af partiet, der bor i Aalborg Kommune og har været medlem i mindst tre måneder, har stemmeret.
Urafstemning eller ej?
Hvis Lasse Frimand Jensen bliver valgt, tiltræder han som borgmester og vil samtidig være spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2025. Hvis Flemming Møller Mortensen vælges, skal byrådsgruppen så vælge, hvem der skal bestride borgmesterstolen frem til valget.
Synes du også, Lasse Frimand Jensen skal trække sig?
- Jeg vil ikke blande mig i, hvad Lasse gør, men jeg kan konstatere, at det er rigtig hårdt for vores parti, hvis vi skal i urafstemning og blive splittet, siger Lisbeth Lauritsen.
- Alle skal tænke sig virkelig godt om, om vi virkelig har brug for det her, når vi har muligheden for Flemming, som er et rigtig stærkt kort. Jeg synes virkelig, vi skal udnytte det, siger hun.
Lisbeth Lauritsen har haft en dialog med Flemming Møller Mortensen i løbet af påsken, og hun håber, at han i perioden frem mod kommunalvalget bliver inddraget i det politiske arbejde.
- Jeg håber, vi får en borgmester, der kommer til at sidde i 2,5 år, som kører parløb med Flemming (Møller Mortensen, red.), så han får det bedste afsæt frem mod valget i 2025, siger Lisbeth Lauritsen.