Lejlighed udbrændt i etagebyggeri i Aalborg
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politi og beredskab var tilstede på Beatesmindevej i Aalborg, hvor der var brand i en en lejlighed i en etageejendom.
En lejlighed udbrændte, en person blev sendt til undersøgelse for røgforgifning og en beboer skal nu genhuses efter brand i etageejendom på Beatesmindevej i det sydøstlige Aalborg.
Branden opstod tirsdag eftermiddag i en lejlighed, hvor beboeren ikke var hjemme.
- Der har været ild, som har brændt et stykke tid og der er opstået en del røg, fortæller indsatsleder Nils Eltzholtz, Nordjyllands Beredskab, der sammen med politiet rykkede ud til branden ved 17.30-tiden.
Se video fra slukningarbejdet her.
De omkringliggende naboer var selv kommet ud af deres lejligheder - en blev sendt til undersøgelse på sygehuset for røgforgiftning. Ifølge Nordjyllands Politi er der er ikke sket noget med deres lejligheder, bortset fra at der er sivet røg ind i en af dem.
- Branden er formentlig opstået i de elektriske installationer. I timerne forinden var der en elektriker derude, så det kunne tyde på, at der har været noget galt med dem, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.
Han oplyser, at lejligheden er totalskadet, og at beboeren skal genhuses.
Branden blev slukket først på aftenen.