To legender stopper karrieren: - Tak for alt AaB
Efter mere end samlet 800 superligakampe for AaB kan det meget snart være slut for de to klubikoner.
De to AaB-ikoner Kasper Riisgaard og Rasmus Würtz takker af efter mere end 15 år i klubben.
To AaB-ikoner lægger fodboldstøvlerne på hylden, når sæsonen er slut for i år. Det er Kasper Riisgård og Rasmus Würtz, der har valgt at stoppe karrieren i den klub, hvor det hele startede for efterhånden mange år og mange kampe siden.
TV2 Nord har mødt dem til et interview på AaB's stadion til en snak om de mange gode stunder sammen med det nordjyske hold.
Rasmus Würtz kom til AaB i 2002 fra sin barndomsklub i Skive, mens Kasper Riisgaard kom fra AaB's egne ungdomsrækker i 2003.
- Jeg blev taget sindssygt godt imod - alt i alt var det en rigtig rigtig positiv oplevelse at komme herop og blive en del af en stor og traditionsrig klub, siger Rasmus Würtz.
- Det var en sindssygt stor oplevelse. Det var jo det, man havde gået og drømt om, at komme igennem nåleøjet. Igennem ungdomsrækkerne og op på superligaholdet, siger Kasper Riisgaard.
Flere store sejre
Selvom Kasper Riisgaard slap igennem nåleøjet, så gik hans start ikke så nemt som Rasmus Würtz, der havde spillet 1. division i Skive. Derfor blev Kasper Riisgaard udlejet til det daværende FC Nordjylland.
- Det var et stort slag, men det var meget lærerigt for mig at blive en del af et førstehold, hvor jeg også var en vigtig del, siger Kasper Riisgaard.
Siden er det blevet til mange kampe i AaB-trøjen. Mellem sig deler de to spillere over 800 Superliga-kampe, 70 mål, to mesterskaber og en pokaltitel.
- Der er mange store kampe at mindes. Der er selvfølgelig kampen herude mod Brøndby, hvor vi vinder mesterskabet og selvfølgelig alle Champions League-kampene, siger Kasper Riisgaard.
- Pokalfinalen står meget tydeligt for mig. Da jeg kom herop, startede vi helt fantastisk. Vi havde kampe, hvor vi slår Brøndby 3-1 og FCK 3-0. Den start, jeg fik på det der, husker jeg meget tydeligt, siger Rasmus Würtz.
Støvlerne lægges på hylden
Men nu er det snart slut, og de to AaB-ikoner lægger støvlerne og den rød-hvide kamptrøje på hylden.
- Det er fantastisk priviligeret at få en afslutning på en lang karriere på den her måde, hvor man har forberedt sig på det og kan få lov til at takke en klub, man holder af, siger Rasmus Würtz.
- AaB er min klub. Det vil det altid være, og jeg kommer til at følge dem efterfølgende. Så jeg er glad for, at det bliver herude, at jeg skal stoppe, siger Kasper Riisgaard.
Rasmus Würtz og Kasper Risgaard kan opleves på hjemmebanen i Aalborg for måske sidste gang i dag, søndag, hvor de spiller hjemmekamp mod AGF. Den kamp kan ses klokken 12 på TV3 Max.