Lastbils-uheld skabte kø i morgentrafikken
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der er i øjeblikket kø helt frem til Th. Sauers Vej, når man kører nord på på E45. Det skyldes et uheld mellem to lastbiler.
To Lastbiler har her til morgen ikke holdt passende afstand.
Opdateret 10.55: Der er ikke længere kø på motorvejen.
I hvert fald er den bagerste lastbil kørt direkte op i den forankørende, og det har skabt kø på motorvejen midt i morgentrafikken.
Uheldet er sket på motorvejens nordgående spor mellem frakørslen Øster Uttrup og Humlebakken.
- Den ene lastbil kan ikke komme ud af stedet, så de spærrer lige nu kørebanen. Der er kø helt ned til Th. Sauers vej i øjeblikket, fortæller politikommissær ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen.
Redningskøretøjer er på vej, og de kommer også til at fylde godt på vejbanen. Derfor anslår vagtchefen, at oprydningen kommer til at vare til i hvert fald 10.15.
For at undgå køen kan man køre af motorvejen og komme tilbage via Budumvej til Øster Uttrupvej.