Lastbil i brand skabte kraftig røgudvikling ved Aalborg Havn
Foto: Aalborg Havn
Aalborg Havn er inde i en god udvikling, og regnskaberne viser flotte tal.
En lastbil brød her til eftermiddag i brand i den østlige del af Aalborg. Ingen kom til skade, men branden udviklede kraftig røg i området.
- Vi kunne se branden, da vi kørte ud fra Aalborg, så vi frygtede, at det var en større brand. Heldigvis var det ikke tilfældet, fortæller indsatsleder ved Aalborgs Beredskab, Bent Pedersen.
Det var en brand i et førerhus i en lastbil parkeret ved Landdybet i Aalborg Øst, der her til eftermiddag forårsagede en kraftig røgudvikling ved industriområdet.
Lastbilen skulle hente en møllevinge, da der opstod problemer med elektriciteten. Da chaufføren gik ud for at se, hvad der var galt, opdagede han, at der var brand i lastbilen. Han fik tilkaldt beredskabet, som hurtigt fik slukket branden.
Røgudviklingen opstod, fordi førerhuset i lastbilen var opbygget af glasfibre, som udvikler voldsom røg, når det bryder i brand. Derfor så branden større ud, end det var tilfældet.
Førerhuset er helt udbrændt, men der er ikke sket yderligere skader, for lastbilen havde ikke fået møllevingen på ladet endnu, så den var helt tom. Derudover var den parkeret på en grusplads i industriområdet, og der var derfor ikke fare for, at branden kunne sprede sig.