Lars har nået finalen alle år som direktør i Aalborg Pirates – kan vinde to år i træk for første gang
Foto: TV2 Nord
Lars Laursen tiltrådte som direktør i klubben i 2020.
Direktør Lars Laursen har været med på hele opturen. I 2020 tiltrådte han som direktør i klubben, og nu kan piraterne vinde det andet mesterskab på bare tre år.
Aalborg Pirates har oplevet stor succes de seneste år. I 2021 nåede de DM-finalen, sidste år vandt de, og søndag aften kan de sikre sig det danske mesterskab i ishockey igen.
Derfor er forberedelserne godt i gang hos klubben, der holder til i Sparekassen Danmark Isarena, for efter aftenens kamp, kan der være dømt tidlig sommerferie.
Hvis piraterne vinder over Herning Blue Fox, vinder de danmarksmesterskabet.
- Jeg bliver måske en tand ekstra glad hvis vi kunne genvinde det. Det er ikke sket før i Aalborg, så det vil være fantastisk, siger direktør Lars Laursen.
Kontinuitet er nøgleordet
Siden Lars Laursen tiltrådte som direktør, har klubben nået DM-finalen alle mulige gange.
Han er dog alligevel meget beskeden om sin rolle til succesen.
- Det er ikke mig, der skal have æren. Jeg kan heller ikke spille på isen alligevel, men vi prøver at hjælpe og støtte op, hvor vi kan, siger Lars Laursen.
Ifølge Jimmy Bøjgaard, der er kommentator på TV 2 Sport til ishockey-kampene, så er Aalborg Pirates ikke kommet sovende til medaljerne.
- Det er helt klart den her kontiniutet, som er nøglen til, at de gør det så godt, fordi det er ikke tilfældigt – det er ikke bare noget, man lige gør, siger han.
Se hele indslaget, før kampen gik i gang:
For tidligt at snakke om titel
Succesen på banen smitter også af udenfor banen. Det ser man især på tilskuerlægterne, hvor der for første gang bliver sat 6000 billetter til salg.
Men intet skal tages for givet. En mulig mesterskabsfejring skal der i hvert fald ikke tales om hos direktøren.
Man kan dog godt stå klar med champagnen, mener Jimmy Bøjgaard.
- Aalborg har jo spillemæssigt siddet på det meste af den her serie, så de virker ovenpå, og jeg tror, de kommer til at lukke den, siger han.
Og så kommer direktøren alligevel med en forsigtig forudsigelse til aftenens kamp.
- Jeg har altid den overbevisning, at spillerne nede i omklædningsrummet ved, hvad det er, de vil, så jeg tror vi vinder, siger Lars Laursen.
Aalborg Pirates og Herning Blue Fox er i en skrivende stund i gang med finaleopgøret, hvor midtjyderne fører 2-1.
Skulle Aalborg Pirates gå hen og vende det truende nederlag, så bliver det det andet DM-guld til Nordjylland i dag.