Landsby-borgere har fået nok af 'øjebæ': Køber gamle huse for at rive dem ned
Foto: Jesper Christiansen TV2/Nord
Ejendommen midt i Kongerslev skal rives ned. Kongerslev Fonden håber, at få støtte fra Aalborg Kommunes nedrivningspulje.
I Kongerslev 25 kilometer syd for Aalborg vil de ikke længere se på, når gamle huse skæmmer byen. De køber selv huse op for at rive dem ned.
Et gammelt autoværksted med tilhørende udlejningsejendom midt i byen på Kongensgade har i flere år været en øjebæ for borgerne i Kongerslev.
Stedet har været i forfald, og i byen har man længe haft et ønske om at få den revet ned.
Det kommer til at ske nu. Byens fond til byforskønnelse har nemlig købt ejendommen for 600.000 kroner.
- Det har ikke været rørt i 20 år. Det skæmmer jo helt vildt her down town Kongerslev, siger Claus Stadsbjerg Nybæk.
Han er formand for Kongerslev Fonden. En fond som blev etableret i 2018, da man solgte el-nettet i byen til Verdo.
Byfond har købt to huse til nedrivning
Fonden har til formål at hjælpe med at byudvikling i Kongerslev og omegn, og en del af det er at opkøbe faldefærdige ejendomme og rive dem ned, så der kan skabes udvikling og nye aktiviteter på de tomme grunde.
Det første hus blev købt og revet ned i slutningen af 2023, og bygningerne på Kongensgade 45 er fondens andet opkøb.
- Huset har været brugt til kortere perioder af udlejning på månedsbasis engang i mellem. Sådan virkede det i hvertfald, for man kunne se, at så holdt der en ny bil og nogle nye mennesker, siger siger Claus Stadsbjerg Nybæk.
Kongerslev Fonden har netop overtaget huset, som har stået tomt i mere end et år. Huset er indrettet med to lejligheder. Den ene fremstår i nogenlunde stand, og kan måske stadig bruges til bolig, mens den anden ligner et renoveringsprojekt, som er gået galt.
- Der har helt sikkert boet nogle her for nogle år siden, og nu synes vi, at det var på tide, at få det revet ned, siger Claus Stadsbjerg Nybæk, mens han viser rundt i de to lejligheder.
Ejendom i forfald
Lejlighed nummer 2 er i markant forfald. Her er der hul i loftet, stikkontakter hænger ud fra væggene, flere døre og karme er fjernet. Det samme er gulvet flere steder og væggene står uden puds. Badeværelset er under nedbrydning, og flere steder i huset er der poser med cement, som har skulle bruges til renoveringen.
- Vi må ikke håbe, at der er nogen, som har boet i det her. Man har haft nogle tanker om at komme i gang med at renovere i noget forfærdelig grimt noget, siger han.
Hvad der skal ske med grund på 800 kvadratmeter, når bygningerne er revet ned er endnu ikke afklaret, men Claus Stadsbjerg Nybæk håber, at grunden kan sælge til nogen, som vil bygge nyt.
Inden man kommer så langt, så skal Kongerslev Fonden selv igang med et større arbejde. Man skal søge nedrivningstilladelse hos Aalborg Kommune, og bygningerne skal screenens, inden nedrivningen sendes i udbud, da man skal vurdere, hvor stor en opgave det er. Herefter skal der findes en entreprenør til opgaven.
Claus Stadsbjerg Nybæk håber, at Kongerslev Fonden kan få støtte af Aalborg Kommunes nedrivningspulje til projektet, men her er mange i kommunen og kun få midler i puljen.
- Det vil pynte gevaldig at her område frisket op, så det kan blive et grønt område eller bygget nye boliger her, siger Claus Stadsbjerg Nybæk.