Landin besejrer gammel klub: Aalborg Håndbold storsejrer mod tysk tophold
Foto: Henning Bagger / Henningbagger / Ritzau Scanpix
Der blev ikke givet ved dørene, da Niklas Landin torsdag aften mødte sin gamle klub THW Kiel.
Aalborg Håndbold tog torsdag aften et stort skridt i jagten på en topplacering i Champions League-gruppe.
Med en storspillende Niklas Landin i målet lykkedes det nordjyderne at hente en sejr på 27–18 over det tyske tophold THW Kiel.
Kiel indtager stadig førstepladsen i gruppen, men efter sejren rykker Aalborg Håndbold fra en fjerdeplads op på en andenplads.
Der var Niklas Landin, og så var der alle de andre. Verdensklasse er vist ikke for meget at sige om målmand Niklas Landins indsats - eller skal man kalde det optræden - i aftenens Champions League kamp på Niklas Landins gamle hjemmebane i Kiel.
Hjemmepublikummet i den kæmpe store hal tog sig til hovedet og kunne ikke forstå, hvad de var vidner til, især i 1. halvleg, hvor det kun lykkedes for THW Kiel at få passeret Niklas Landin 6 gange i Aalborg Håndbold-målet, 11 redninger deraf, 3 på straffekast og en redningsprocent på 67 procent…
6 mål. Det er helt uhørt, at man scorer så få mål specielt på hjemmebane. Aalborg Håndbold kunne gå til pausen foran 11-6, og man må sige, at 11 mål heller ikke er mange mål.
Og det specielle ved kampen var også, at de to brødre Niklas og Magnus Landin for første gang skulle spille imod hinanden. De var jo i flere år holdkammerater i netop THW Kiel, men nu er storebror flyttet til Aalborg, og ikke nok med det, 4 gange i først halvleg snuppede storebror Niklas forsøg fra lillebror Magnus.
Og Nicklas forsatte hvor han slap i første halvleg med at pille et par Kiel forsøg, og i den anden ende raslede målene. Aalborg var hurtig foran med 8 mål, og der blev aldrig tvivl om sejren til Aalborg Håndbold - kun hvor stor sejren ville blive, og hvor mange redninger Niklas Landin ville diske op med i anden halvleg.
Det blev til ialt 19 redninger og en kæmpesejr til Aalborg Håndbold på 27-18. Flere hundrede trofaste nordjyder havde taget turen til Kiel, og de overdøvede fuldstændig de over 10.000 tyske hjemmepublikummer, og jublen skyllede ned over især målmand Niklas Landin.
Og mon ikke de trofaste Aalborg-fans lige skulle et smut indenom grænsebutikken på vej hjem for at købe lidt ind til at fejre sejren med.
Aalborg Håndbold møder allerede THW Kiel til en ny kamp onsdag den 22. november klokken 18.45 hjemme i Sparekassen Danmarks Arena i Aalborg.