Landets største udbyder af skønhedsuddannelser konkurs: Efterlader elever i uvished
Selvom de udbyder skønhedsuddannelser, så er det et uskønt forløb, som eleverne på det, der i daglig tale kaldes 'Frisørskolen', nu befinder sig i.
Beauty and Style, som skolen retteligt hedder, og som ligger på Østerågade i Aalborg, er nemlig gået konkurs. Det fik eleverne besked om, da de mødte op til undervisningen 11. november.
Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Uddannelsen, der ikke er SU-berettiget, koster 60.000 kroner, og flere elever befinder sig nu i en situation, hvor de ikke kan gøre deres uddannelse færdig.
Aarhus Stiftstidende har talt med seks elever fra afdelingerne i Aalborg, Aarhus og Kolding-afdelingerne, der alle fortæller, at de her 13 dage efter konkursen ikke har fået nogen information. De ved derfor ikke, om de kan få deres diplom udstedt eller pengene tilbage.
I et skriftligt svar skriver virksomhedsejeren til Aarhus Stiftstidende Jonas Markou, at det er en bedrøvelig sag, og at alle ansatte i virksomheden er blevet sendt hjem inklusiv ham selv.
Han kan derfor ikke udtale sig i sagen, men henviser til kurator i konkursboet.
- Vi har lagt alt stille, mens vi prøver at finde en køber. Den proces er i gang nu, og der er endnu ikke en afklaring, fortæller kurator Teis Gullitz-Wormslev fra advokatvirksomheden Kromann Reumert, og siger videre til mediet:
- Mit fokus er at få solgt virksomheden. Vi håber selvfølgelig på, at der er nogen, som har lyst til at drive skolen videre, men det kan jeg ikke sige mere om pt.
Ifølge skolens hjemmeside har de 200 elever fordelt på afdelinger i Aalborg, Aarhus, Kolding, Odense og København.