Landbrug: 80 landmænd fik tips og tricks til pløjning
Omkring 80 nordjyske landmænd fik torsdag eftermiddag tips til bedre pløjning af en tidligere verdensmester - i pløjning.
Pløjning er ikke bare pløjning. I hvert fald ikke, hvis man spørger ploveksperten Jens Iversen, der i dag delte ud af sin viden om plove og pløjning til nordjyske landmænd ved Ulsted.
Har man ikke sin daglige gang indenfor landbruget, har det sikkert lydt ligeså sort som jorden på en pløjemark. Men blandt de godt 80 nordjyske landmænd, der torsdag eftermiddag havde fundet vej til en mark i udkanten af Ulsted, blev der lyttet, grinet og kommenteret, da en af landets førende eksperter i plove og pløjning delte ud af tips og tricks.
- Jeg giver dem nogle små finesser og nogle måder, hvorpå de kan forbedre deres pløjning. Ting, som de skal være opmærksomme på og ting, som er typiske fejl, siger Jens Iversen, indehaver af Ploveksperten Aps.
Det er AgriNord, som for andet år i træk står bag arrangementet, der primært er henvendt til økologiske landmænd. For dem er en korrekt pløjning nemlig ekstra vigtig, da de ellers risikerer store forekomster af ukrudt på markerne.
- Og der kan den konventionelle landmand jo bare køre ud med sprøjten. Men den ’nødbremse’ har økologerne jo ikke, konstaterer Jens Iversen med henvisning til, at økologiske landmænd ikke må bruge sprøjtemidler på deres marker.
Alle plove kan pløje
Jens Iversen giver i løbet af eftermiddagen især råd om, hvordan man indstiller en plov rigtigt. For selvom det at indstille en plov korrekt er en del af landmændenes uddannelse, har Jens Iversen alligevel formået at leve af netop indstilling af plove og gode råd om pløjning – de seneste to år.
- Alle de fabrikater af plove, som findes i dansk landbrug i dag, kan pløje – hvis bare de bliver justeret rigtigt, vurderer Jens Iversen.
Til trods for, at flere af de fremmødte ved dagens arrangement har været i branchen i mange år, konstaterer en af dem, at:
- Jo flere gange, man får det at vide, jo bedre hænger det ved.
Kort efter tilføjer han med underfundig lune i stemmen:
- Du kan jo aldrig tale med en mand, der er så dum, at du ikke kan lære noget – om ikke andet, så kan du lære, hvordan du ikke skal gøre det!