Lærlings idé løser irriterende problem
Martin Jensen har opfundet et produkt, som nu har fundet vej til de nordjyske ambulancer.
Hans Kirk møder som paramediciner dagligt en udfordring, når han skal måle en patients hjerteaktivitet: Ledningerne til EKG-apparatet har det med at vikle sig sammen, når de har været pakket sammen.
De filtrede ledninger betyder, at ambulancepersonalet mange gange om dagen spilder sekunder.
- Det er jo ikke, fordi der er nogle patienter, der ikke har fået optaget et EKG på grund af filtrede ledninger, men vi har 216 akutkørsler hver dag, og omkring 150 af patienterne får sat ledninger på, så det er et lille irritationsmoment i vores dagligdag, siger paramediciner Hans Kirk, som er ansat ved Den Præhospitale Virksomhed under Region Nordjylland.
Derfor bad Den Præhospitale Virksomhed for to år siden nogle af deltagerne i innovationskonkurrencen nKNOWation, som uddannelsesinstitutionerne SOSU Nord og Tech College står bag, om at finde en løsning på problemet.
Den fandt industriteknikerlærlingen Martin Jensen i form af en klips, som hurtigt vikler ledningerne ud.
- Det er en skøn følelse, at man har skabt noget, andre er glade for, siger Martin Jensen.
Se indslaget her:
Har startet egen virksomhed
Om årets konkurrence kaster nye opfindelser af sig, må tiden vise. Social- og sundhedsassistenteleverne Emma Mølgaard og Freja Sif Knudsen fra SOSU Nord forsøger sammen med resten af deres gruppe - som også tæller elever fra Tech College - at løse udfordringen med at løfte patienters ben op i sengen.
I det arbejde kan det være nyttigt at trække på andres viden.
- Jeg synes, det er genialt. Der er kommet en masse bolde op i luften, og det er rigtig godt, at man kan kombinere forskellige ting, siger Emma Mølgaard.
- Det er fedt, at vi kan komplimentere hinanden og spille sammen på tværs af faggrupper, mener Freja Sif Knudsen.
I løbet af de seneste to år er klipsen fra innovationskonkurrencen blevet til et færdigt produkt, som nu bliver solgt igennem virksomheden Clipsable. Martin Jensen er ikke i tvivl om, at det har stor værdi at kombinere forskellige faggrupper, hvis man skal finde nye løsninger på velkendte problemer.
- Jeg har lært meget om, hvordan man kan tænke ud af boksen og finde løsninger, siger Martin Jensen, som er direktør i Clipsable.