Lægger sig fladt ned efter sur smiley: - Opgaven er ikke blevet løftet ordentligt
Udover en sur smiley har virksomheden også fået en både på 7500 kroner.
Little India, som er en selvstændig bod på Aalborg Streetfood, har 19. oktober modtaget en sur smiley fra Fødevarestyrelsen.
Det sker på baggrund af, at Fødevarestyrelsen ved deres kontrolbesøg blandt andet fandt fødevarerester og fedtbelægninger flere steder på gulvet.
I rapporten er der nævnt rå kyllingerester på gulvet.
TV2 Nord har været i kontakt med stedets ejer, som ikke ønsker sit navn nævnt i artiklen.
Ejeren har flere spisesteder i Aalborg, og oplyser at han hver anden uge tjekker op på stederne og holder møder med hans managere.
Han erkender, at det ikke har været tilstrækkeligt, og vil derfor tjekke op noget oftere.
- Jeg har følt, at der var styr på det. Men det har desværre ikke været tilfældet her, siger han.
- Opgaven er ikke blevet løftet ordentligt, og det er meget beklageligt. Men vi har foretaget ændringer og nye procedurer, så vi får det på benene igen hurtigst muligt, fortsætter han.
I rapporten står der, at opvaskemaskinen havde "røde/brune tykke belægninger indvendigt på skyllearmen og langs kanterne på lågen."
Derudover var der skimmellignende belægninger ved vasken.
Little India venter nu på en opfølgende kontrol fra Fødevarestyrelsen, men da de snart lukker ned for sæsonen, forventer ejeren ikke, at det bliver i nærmeste fremtid.