Laban logrer livligt: Besøgshunde hjælper plejemedarbejder i sit arbejde
Danahøj plejehjem i Aalborg får som minimum besøg en gang hver 14. dag af besøgshundene.
Der blev mandag den 9. januar logret til den helt store guldmedalje, da labradorhunden Laban hilste på hos beboere og medarbejdere på plejehjemmet Danahøj i Aalborg.
- Det betyder alt for os alle sammen. Vi er ville med dem, fortæller Inge Madsen, der er beboer på plejehjemmet.
Glæde hos medarbejdere
700 besøgshunde rykker årligt ud på landets plejecentre, men det er ikke kun de mange beboere, der får glæde af hundebesøgene. Plejepersonalet oplever nemlig, at besøgshundene hjælper dem i deres arbejde.
- Han giver masser af smil, og så tager han fokus væk fra dagligdagen, hvilket giver os og de ældre nogle gode samtaleemner, livsglæde og gode stunder, fortæller Dorte Hald Rasmussen, der er social- og sundhedsassistentelev hos Danahøj i Aalborg.
Det betyder alt for os alle sammen
Inge Madsen
Besøgshundeordningen blev lavet af Trygfonden tilbage i 2010, og en ny undersøgelse fra netop trygfonden viser nu, at medarbejderne også får en masse ud af besøgene. De kan nemlig bruge hundene som et redskab i deres arbejde.
- Han kommer ikke blot til underholdning. Han får jo også sat nogle sanser i gang, fordi man kan kælde og kommunikerer med ham. Dem som ikke snakker meget til dagligt, kan vi se, lyser op, fortæller Dorte Rasmussen og fortsætter.
- De ser frem til det og glæder sig til det. Når han endelig kommer, kan man tydligt se det, og så giver det jo også noget bagefter, da det er noget, vi stadig kan snakke om.
Også plejehjemmets leder Claus Jensen glæder sig over ordningen.
- Det er jo de gode oplevelser, der tanker os op i hverdagen, så specielt hvis en beboer er lidt trist en dag, så er det en rigtig god indgang til at kunne løfte humøret, fortæller plejehjemslederen.
Herunder kan du se, da TV2 Nord var på Danahøj i Aalborg:
Glæde hos beboerne
Danahøj får som minimum besøg en gang hver 14. dag, men er der behov for mere, kommer Laban gerne forbi. Personalet er i hvert fald ikke i tvivl om, at han har en stor betydning.
- Jeg tror faktisk, den er større, end man lige regner med, man kan jo ikke måle det direkte, men man kan mærke, hvor glad alle bliver omkring ham, og hvor meget det løfter en hverdag op. Så det betyder helt sikkert rigtig meget, fortæller Dorte Rasmussen.
Laban gav i hvert i fald både Inge Madsen og Jens Erik Christensen en god dag mandag. v
- Jeg bliver glad. Jeg elsker at sidde og klappe hunden og snakke med den, fortæller bebor Inge Madsen, der allerede glæder sig til, at Laban kommer igen.
- Det giver en følelse af nærvær og tryghed, fordi han er lige i nærheden, fortæller Jens Erik Christensen.
Laban er 10 år gammel, så det er også en rutineret herre, der kommer på besøg hos Danahøj.
- Han er blevet god til at kende, hvem det er, og hvor de bor, så nogle kan han på navn, og så løber han direkte hen til dem. Så vi behøver ikke altid være i nærheden, før han begynder at ”snakke” med dem, fortæller Franz Alexander Rose Aldous, der er Labans ejer.