Kvinder af beton klar til at sejle
Masser af både i Aalborg i weekenden.
I denne weekend bliver Aalborg invaderet af både til Aalborg Regatta. Allerede nu kan man dog opleve nogle af de meget specielle både, der skal være en del af weekendens festligheder.
Tre både formet som kvinder i forskellige aldre står på havnen i Nørresundby og venter på deres næste rejse. De skal søsættes på lørdag, så de kan være en del af Aalborg Regatta, der foregår fra 16. - 19. juni.
Kunstværkerne hedder ’Life Boats'. De forestiller kvinder i hver deres del af livet. Den unge er ladet med længsel og vil frem. Den gravide er fuld af liv, mens den gamle er ladet med minder.
- Det er en livscyklus. Det er ikke bare slut med den gamle, men det fortsætter fra den ene til den anden. Og det hele går rundt, siger Marit Benthe Norheim der har kreeret bådene.
Bådene er lavet i beton og de vejer mellem 17 og 19 tons. Kunstneren har haft flere bådebyggere med indover projektet. Så der både var styr på kunsten og flydeevnen.
- I dag taler man meget om at hvis en båd ikke sejler perfekt så er der noget galt. Før i tiden snakked man om at en båd havde sjæl. De her har absolut sjæl, men man skal lære dem at kende for at sejle dem, siger bådbygger Erik Foldager, der har hjulpet kunstneren med projektet.
Bådene søsættes på lørdag, hvilket bliver afslutningen på otte års arbejde for kunstneren.
Århh - jeg glæder mig. Selvfølgelig har jeg sommerfugle i maven, men jeg glæder mig rigtig meget. Og måske mest af alt til lørdagen er ovre så vi kan sejle stille og roligt gennem Limfjorden, siger Marit Benthe Norheim.