KVINDELIV: Kunsten blev Mette Rix’ redning: - Jeg kravlede fra sengen og over til bordet for at lave mine billeder
Foto: Daniel Mikkelsen TV2/Nord
Naturen inspirerer billedkunstner Mette Rix til sine værker, som ofte er blevet dybere i udtrykket efter to alvorlige sygdomsforløb.
Kunst har været en rød tråd i livet for 60-årige Mette Rix fra Aalborg. Den har givet hende styrke til at kæmpe sig gennem to kræftdiagnoser og sorgen over at miste faderen til sine børn i en ung alder. Mød hende i Kvindeliv søndag klokken 19.50 på TV Nord Salto.
- Mette maler ikke med så voldsomt et farvevalg og teknik, som hun gjorde før. Nu maler hun mere fint og dybt.
Ordene kommer fra galerist Anne Marie Knudsen fra Galerie Parnasse i Aarhus, hvor Mette Rix har udstillet adskillige gange og senest i maj havde en soloudstilling.
Hun fornemmer tydeligt, at Mette Rix’ værker afspejler den sorg og smerte, hun har kæmpet sig igennem i de seneste årtier. For livet har ikke været nemt for billedkunstneren, der har slået sig ned i Aalborg.
- Jeg har jo haft kræft to gange – sidste gang var det brystkræft. Kemoen var lige ved at slå mig ihjel, og jeg måtte sidde i kørestol i en del måneder. Den har også beskadiget nervebaner i rygmarven, så mine ben stadig i dag kan svigte, fortæller Mette Rix i søndagens afsnit af Kvindeliv.
Kort om Mette Rix
- 60 år
- Født i Herlev
- Opvokset i Fulden ved Mosgaard
- Har to drenge – Jacob og Joshua
- Bor i lejlighed i Aalborg sammen med sin yngste søn Jacob
- Uddannet tekstilkunstner fra Kunsthåndværkerskolen
- Laver kunst i forskellige materialer og udstiller ofte sine værker
Kæmpede sig tilbage til kunsten
I programmet møder billedkunstneren TV2 Nords vært Zita Hvid med en ærlighed og sårbarhed som kun mennesker, der har stået helt ude på kanten af livet og kigget ned i afgrunden, kan gøre det.
- Jeg var rasende skaldet – fuldstændig som et æg! Jeg snakkede og snakkede med min kære veninde i forsøget på at komme ud af det og bare holde det ud, for jeg var så fortvivlet. Jeg var så syg, som når der er intet, fortæller Mette Brix ærligt i programmet.
Og lige i dét øjeblik var det kunsten i form af kæmpestore linoleumsplader, der fik Mette Brix tilbage til livet.
Kemoen var lige ved at slå mig ihjel, og jeg måtte sidde i kørestol i en del måneder.
Mette Rix, billedkunstner
- Jeg havde en seng stående i det her fantastiske rum, og så bordet. Og så kravlede jeg fra sengen og så over på bordet. Og så sad jeg og skar. Jeg aner ikke, hvor lang tid, jeg skar, indtil jeg ikke kunne mere, og så kravlede jeg ned igen. Og så sov jeg. Kravlede op igen. Det var det. Jeg snittede, snittede, snittede – og endte med at lave en triptokon – det vil sige tre silkebaner, som fortæller om fuglen, som dør, lyder det fra billedkunsteren.
En anden stor sorg, der stadig den dag i dag former Mette Rix’ kunst, er tabet af hendes mand til kræft. Det gjorde hende til enke og enlig mor til to drenge i en ung alder.
- Jeg elskede børnenes far. Om du lever sammen et halvt liv, eller om du møder kærligheden i fem minutter. Tænk sige bare at have mødt den!
SMUGKIG: Du kan allerede nu se søndagens afsnit af Kvindeliv om Mette Rix:
Opvokset i eventyrlig skov
Æblet er faldet meget tæt på stammen for Mette Rix. Begge hendes forældre var arkitekter – moderen møbel- og indretningsarkitekt, faderen design- og bygningsarkitekt.
Kærligheden til kunst og det æstetisk smukke fandt hun allerede i barndomshjemmet – et ældre skovhus i Fulden ved Mosgaard.
- Den skov har betydet alt! Den har betydet fordybelse og eventyr, fortæller Mette Rix – og fortsætter omkring selve huset, der i dén grad afspejlede forældrenes øje for design.
- Det var et hjem med Børge Mogensen-reoler og med Mogens Koch-stole. Altså alt det, du i dag ligesom lefler for. Det var bare sådan, det var, husker hun.
Moderen passede børn og hus, mens faderen ofte arbejdede hjemmefra i dagevis.
- Når han kom hjem, så var hans fingre blå af bly. Altså af at tegne, fordi du tegnede i hånden, du tegnede med tegnelineal. Så han kunne være væk i mange døgn, og så kunne du mærke roen, når han landede, fortæller Rix.
Først inden for de senere år mistede Mette Rix sine forældre.
Mette maler ikke med så voldsomt et farvevalg og teknik, som hun gjorde før. Nu maler hun mere fint og dybt.
Anne Marie Knudsen, galerist, Galerie Parnasse
Provokerede på kostskole
Efter en skilsmisse i familien, boede Mette Rix en overgang hos sine bedsteforældre. Derefter blev hun sendt på indremissionsk kostskole – et sted, der bestemt ikke passede til den kreative kunstner, der allerede dengang provokerede med nøgenfotos på sine udstillinger.
- Så jeg tog ind til Aarhus, og så mødte jeg jo ligesom mennesker, som også levede det liv, jeg gjorde.
Den skov har betydet alt! Den har betydet fordybelse og eventyr.
Mette Rix om skoven ved sit barndomshjem
Efter opholdet i Aarhus blev Mette Rix optaget på tekstillinjen på Kunsthåndværkerskolen – i dag er den omdøbt til Designskolen.
Her skulle det vise sig, at inspirationen til hendes måde at lave kunst i dag kom fra skolens studieleder.
- Han var en darling! Han lærte os at forfølge vores drømme. Han lærte os, hvordan vi kunne udvide de projekter, vi havde gang i. Han støttede, han drillede. Provokerede. Og havde egentlig ikke nogen idé om at forme, men ud af hans kommentarer lod han os forme os selv, fortæller hun.
Du kan se programmet Kvindeliv om billedkunstner Mette Rix søndag aften klokken 19.50 på TV2 Nord Salto. Husk, at du altid kan se vores programmer på tv2nord.dk/tv.