Kunstner tog en halv million fra nordjysk museum: Nu er der indgået forlig i sagen
Kunstværket 'Take the Money and Run' indgår efter forliget som en del af Kunstens samling, hvor det vil blive vist for offentligheden.
Var det kunst, eller var det tyveri, da Jens Haaning tog 532.000 kroner til sig selv i stedet for at kreere det værk, som Kunsten i Aalborg havde bestilt ham til at lave?
Byretten i København vurderede, at det var tyveri, og at kunstneren skulle tilbagebetale 492.549 kroner samt sagsomkostningerne, som løb op i 78.500 kroner.
Nu oplyser Kunsten dog, at man har indgået et forlig med kunstneren.
- Det Obelske Familiefond har løst den gordiske knude, som hverken Jens Haaning eller Kunsten har kunnet løse siden udstillingen Work it Out, i 2021, hvori værket “Take the Money and Run” indgik, udtaler Direktør for Kunsten, Lasse Andersson.
Museet oplyser dog ikke, hvad forliget lyder på.
Kunstværker 'Take the Money and Run' indgår dog efter forliget som en del af Kunstens samling, hvor det vil blive vist for offentligheden.
Take the money and run
Det gik verden rundt, da Jens Haaning i september 2021 leverede sit værk til Kunsten i Aalborg.
Kunstneren var blevet booket til at lave et kunstværk med titlen ”Work It Out”. Værket skulle bestå af to rammer. Et med en dansk årsløn i kontanter og et med en østrigsk.
Der var bare et lille problem. Da kuratorerne på Kunsten pakkede værket op, var pengene væk. Der var i stedet kun vedlagt én seddel. Uden værdi.
- Kære Amalie. Jeg håber, I har modtaget mine værker. Jeg har valgt at lave et nyt værk, der tager udgangspunkt i jeres nye udstillingskoncept. Titlen er 'Take the Money and Run'. Kærlig hilsen Jens Haaning, lød beskeden.
Til TV2 Nord udtalte Jens Haaning i august, at pengene stadigvæk var hos ham, hvis ellers der var nogen tilbage.
Samtidig fortalte han, at Kunsten har fået meget mere, end de betalte for.
Grunden til, Jens Haaning dengang ikke skulle betale det fulde beløb tilbage, skyldes, at Retten fratrak hans kunstnerhonorar fra de 532.000 kroner. Det gjorde man, fordi udstillingen blev gennemført, på trods af sedlerne manglede.
Jens Haaning krævede også erstatning fra Kunsten, fordi han mente, man havde videredistribueret billeder af hans værk og dermed brudt ophavsretten.
I den forbindelse krævede han 550.000 kroner i erstatning.
Dén sag fik han dog ikke medhold i.