Kunst skal hjælpe sygeplejersker i deres arbejde
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Kunsten og sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg er i gang med nyt samarbejde og forskning.
Ny forskning skal vise, om kunst kan gøre dig til en bedre sygeplejerske.
Malerier og kræft, skulpturer og hjertekarsygdomme, eller hvad med digital kunst og fødsler?
Kunst er nu rykket ind på sygeplejerskeuddannelsen. Et nyt projekt skal være med til at afgøre, om kunst kan styrke de studerendes empatiske evner. I dag var et hold fra første semester på UCN i Aalborg på Kunsten.
- Kunsten kan lære, at vi skal måske tænke under facaden. At der måske er lidt mere, end hvad de (patienterne, red.) viser i deres kropssprog. Den kan også lære, at vi måske ikke skal tænke så fagligt, men vi skal også tænke på personen, der er bag papiret og journalen, siger sygeplejerskestuderende Sofie Lund-Petersen fra Aalborg.
I et nyt forskningsprojekt samarbejder Kunsten i Aalborg med byens sygeplejerskeuddannelse. Formålet er, at undersøge hvad kunst gør ved sygeplejerskers møde med patienter.
- Det der med at kunne finde andre måder, og i den her sammenhæng kunstbaserede metoder til at lære de studerende at se mennesker i øjnene og forstå, hvad er det for en verden, det enkelte menneske befinder sig i. Det var vi nysgerrige på, forklarer uddannelsesleder på sygeplejerskeuddannelsen på UCN i Aalborg Helle Nygård Kristensen.
Kunst giver større forståelse
På Kunsten bliver de studerende undervist af kunstformidlere, der blandt andet lærer dem spørgeteknikker.
- Som sygeplejerske skal du gå ind i patientens livsverden, som også er temaet her i dag. Hvis man vil have en forståelse af kunsten, så bliver man også nødt til at bruge lidt tid på at træde ind i kunstens verden. Prøve at forstå det eller se om det taler til en, fortæller kunstformidler Tilde Fogh Vindelev.
VIDEO: Se hele indslaget herunder:
Forskning på området viser, at når man som menneske møder kunst og kultur, så øger man sin bevidsthed om både eget og andres liv og verden.
- Her kommer de til at bruge sig selv på en måde, hvor de kan sige, hvad kunne jeg egentlig mærke, når jeg så på et kunstværk eksempelvis. Hvad kom til mig, og hvordan kan jeg så bruge det i mødet med patienten, siger uddannelsesleder Helle Nygård Kristensen.
Tro på at kunst og kanyler passer sammen
De omkring 30 studerende var umiddelbart meget begejstrede for dagens undervisning
- Jeg synes det er interessant. Hvis nu man har en skulptur, der sidder på en anderledes måde. Hvordan fortolker man så det? Hvis nu patienten sidder med krum ryg? Hvad symboliserer det?, spørger studerende Sofie Hovmøller Hansen, og hun bliver støttet af studiekollegaen, der står og kigger på samme maleri.
- Jeg synes, det er utrolig spændende, fordi man lærer forskellige teknikker, og man lærer hvordan man kommer ind på et andet menneske på en hel anden måde. Også en måde som man måske ikke umiddelbart selv ville tænke på. Det er en helt anden verden, synes jeg, slutter Sofie Lund-Petersen.
Forsøget med kunst og sygeplejestuderende løber i to et halvt år og er støttet af Region Nordjyllands Kulturpulje.