Kulturen i Aalborg bløder
Foto: Rene Jeppesen / Musikkens Hus
Aalborg Symfoniorkester dropper koncert med russisk operasangerinde.
Nedlukningen af de syv nordjyske kommuner rammer også kulturen i Aalborg hårdt.
Selvom Aalborg Kommune ikke er en af de syv kommuner, hvor borgerne kraftigt opfordres til ikke at krydse kommunegrænsen, så påvirkes byen alligevel af nedlukningen.
De store kulturinstitutioner som for eksempel Musikkens Hus, Skråen og Aalborg Kongres & Kultur Center bløder efter, at flere nordjyder nu alligevel ikke kan møde op til arrangementer, som de ellers har købt billet til.
Alle de tre nævnte kulturinstitutioner vil refundere billetterne til de borgere, som bor i de pågældende syv kommuner
- Morten Koppelhus, kulturchef, Aalborg Kommune
De tre steder fortæller samstemmigt, at omkring 25-30 procent af deres publikum kommer fra de syv kommuner, som nu er omfattet af restriktionerne. Til nogle arrangementer er det op mod 40 procent, som kommer fra de berørte kommuner. Det fortæller Morten Koppelhus, der er kulturchef i Aalborg Kommune.
- Alle de tre nævnte kulturinstitutioner vil refundere billetterne til de borgere, som bor i de pågældende syv kommuner, siger kulturchefen.
Det er store pengebeløb, som de tre kultursteder skal betale tilbage. For AKKC er det cirka 750.000 kroner, mens det for Musikkens Hus er omkring 500.000 kroner, og Skråen cirka 480.000 kroner.
For Aalborg Zoo er situation en smule anderledes, da de ikke på forhånd har solgt billetter, som de tre andre steder. Men også dyreparken forventer et stort fald i antal gæster indtil restriktionerne ophører den 3. december. Aalborg Zoo forventer omkring 25-35 procent færre gæster nedlukningsperioden.