Kriseramte fædre modtager 900.000 kroner
Foto: Privatfoto
Med et botilbud kan vi give fædre, der går igennem en voldsom skilsmisse tag over hovedet og give dem bedre betingelser for at fastholde samværet med deres børn, siger René Vinding Christensen.
Mandecentret i Aalborg har modtaget 900.000 kroner fra TrygFonden til at etablere et nyt botilbud for kriseramte fædre.
Mandecentret i Aalborg er ét ud af i alt fem rådgivningskontorer på landsplan og adskiller sig fra traditionelle herberg og forsorgshjem ved, at målgruppen ikke omfatter mænd med ubehandlet misbrug eller psykisk sygdom.
På torsdag får Mandecentret overrakt en kæmpe check fra TrygFonden, der skal bruges på et nyt lejemål.
Mandecentret tilbyder i dag gratis rådgivning, og i København og Aarhus driver organisationen desuden et botilbud til kriseramte fædre med børn. Med en donation fra TrygFonden er planen nu også at etablere et botilbud i Aalborg:
- Vi er utrolig glade for TrygFondens donation, der gør det muligt for os at hjælpe de kriseramte fædre på flere planer. Med et botilbud kan vi give fædre, der har mistet deres hjem i forbindelse med en voldsom skilsmisse eller brud i parforholdet, tag over hovedet og samtidig give dem bedre betingelser for at fastholde - og videreføre - samværet med deres børn, siger René Vinding Christensen, leder af Mandecentret i Aalborg.
Det er TrygFondens regionale råd i Nordjylland, der står bag donationen som et led i TrygFondens samlede arbejde med at støtte udsatte og sårbare grupper.
- Mandecentret gør en fantastisk indsats for mænd, som befinder sig i en dyb krise, og som er rigtig bange for at miste kontakten til deres børn. Forhåbentligt kan Mandecentret snart få opfyldt sine planer og ønsker for også at kunne tilbyde de kriseramte mænd et sted at bo. Det vil helt sikkert komme til at gøre en stor forskel og hjælpe en udsat gruppe - og deres børn - til bedre trivsel. I TrygFonden er vi glade for at kunne bidrage til sådan et initiativ, siger Anders Hjulmand, repræsentant for TrygFondens regionale råd i Nordjylland.
Mandecenteret får overrakt donationen på torsdag.