Krise på spillested: Aktivister kæmper for 1000Fryd
Foto: Jean-Marc Luneau
Spillestedet 1000Fryd i Aalborg skylder kommunen 300.000 kroner, og de skal nu tjenes ind med støttekoncerter.
300.000 kroner. Så meget har Aalborg Kommune til gode ved spillestedet 1000Fryd i Aalborg, og nu skal pengene betales tilbage.
Det er penge, som kommunen kom spillestedet til undsætning med, da de - efter et tumultarisk forløb i 2016 med hacking, beskyldninger mod den tidligere bestyrer og en efterfølgende dyr genetablering af spillestedets normale drift med café og koncerter - stod i en økonomisk klemme.
- Heldigvis har man stået sammen og har fundet mange mennesker, der vil støtte op om stedet, og det betyder også, at 1000Fryd nu står et sted, der er langt bedre end for et år siden, og det er dejligt at fornemme, siger rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune, som var med til at bevilge lånet til det i Aalborg-perspektiv historiske spillested.
De 300.000 kroner gjorde, at man kunne holde hovedet oven vande, men de er svære at tjene ind og betale tilbage. 1000Fryd er Aalborgs mindste spillested med Aalborgs smalleste musikprofil. Der er plads til højst 100 publikummer i den lille sal i 1000Fryds lokaler på Kattesundet, så overskuddet fra koncerterne er marginalt.
Og netop derfor arbejder man nu på at få pengene samlet ind på en helt anden måde. På hjemmesiden Generosity har 1000Fryd oprettet en indsamling, hvor man kan hjælpe spillestedet i dets nød. Indtil nu har man samlet godt 60.000 kroner ind.
Den 19. august er der i Huset på Hasserisgade – hvor der er bedre plads end hos 1000Fryd – støttekoncert til fordel for det lille og stadigt foranderlige spillested. Her stiller bandet Magtens Korridorer op, uden at få en krone for det. Alt overskud går til indsamlingen. Derudover har man endnu et par støttekoncerter i støbeskeen, og et spillested i Roskilde har derudover lovet at hjælpe til ved at donere overskuddet fra en af deres koncerter til 1000Fryd, der har skabt sig et navn både i Danmark og internationalt.
1000Fryd slog dørene op for første gang i 1984. Dengang var Anders Wested blandt de bærende kræfter. Nu er han 62 år gammel og har skiftet Aalborg ud med Nørresundby. Dagene som frivillig – eller aktivist som 1000Fryd selv kalder det – er overstået, men han har stadig sin gang på Kattesundets berømte spillested som helt almindelig gæst.
Da han sammen med en lille, men voksende gruppe, overtog et tidligere trykkeri i Kattesundet var det med ambitionen om at skabe et samlingssted ala det, man havde haft i Huset på Hasserisgade inden daværende borgmester Marius Andersen over natten skiftede alle låsene ud og sendte de unge i eksil.
Brugerdemokrati var dengang omdrejningspunktet for hvad 1000Fryd skulle være, og det er det også i dag. At spillestedet bevæger sig i en retning der minder om hvad flipperne havde skabt i starten af 80’erne er derfor ikke noget strategisk valg gjort af bestyrer Troels Højgaard Sørensen eller andre ’ledere’ på 1000Fryd. Det er sket ved en demokratisk proces, helt som i Anders Westeds tid.
- 1000Fryd skal være der, hvis der er nogen, der har brug for det. Hvis man har brug for at kunne gå et sted hen og skabe noget sammen med andre mennesker, så er det godt at 1000Fryd er der. Det er masser af mennesker, der har det fint med deres uddannelse og job, men der er nogle, der vil have flere muligheder. De er her.
1000Fryd skal være der, hvis der er nogen, der har brug for det. Hvis man har brug for at kunne gå et sted hen og skabe noget sammen med andre mennesker, så er det godt, at 1000Fryd er der.
Troels Højgaard Sørensen
Fredag blev årets koncertsæson skudt officielt i gang, og samtidig med det, indsamlingen der skal redde spillestedets økonomi. De cirka 60.000 kroner, der allerede er hjemme, er kommet ind før ’premieren’ og man håber derfor, at indsamlingen sammen med støttekoncerten kan få beløbet, man efterfølgende skal skaffe gennem et lån, kan skrumpe.
- Hvis vi samler 100.000 ind, må vi låne 200.000 i banken. Det kan vi godt, men det vil gøre os sårbare. Vi tjener ikke ret meget pr. koncert, og hvis vi i en periode kommer ud for, at der ikke kommer så mange publikummer, kan vi få svært ved at betale vores regninger, og det er selvfølgelig en situation, vi ikke ønsker at komme i, siger Troels Højgaard Sørensen.